Erkendelsen af at være en HSP-person:

Erkendelsen af at være en HSP-person:

Jeg har altid vidst, at jeg har de samme egenskaber som en HSP-person.

Selv da jeg var et ganske lille barn, vidste jeg det. Jeg vidste imidlertid ikke, at der fandtes andre mennesker, som havde de samme egenskaber som mig, og at der fandtes en fællesbetegnelse for det, nemlig HSP-begrebet.

Det var først som 59-årig (2017), at jeg fandt ud af det, og det skete ved et rent tilfælde. Jeg var til et informationsmøde, hvor deltagerne blev orienteret om de forskellige muligheder, der var for at arbejde som frivillig.

Da orienteringen var slut, blev vi vist hen til et lokale, hvor der var en række holdere med brochurer fra forskellige organisationer/foreninger, som havde brug for frivillige. Her kunne vi så udvælge de brochurer, som havde vores interesse.

En af de brochurer som jeg ”faldt over” var en brochure fra HSP-foreningen, som jeg synes virkede interessant.

hsp-foreningen-png

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her kan du læse mere om HSP-foreningen.

Den nye viden:

Det var først, da jeg kom hjem til mig selv og fik læst brochuren, at jeg indså, at der var andre, som var præcis på samme måde som mig selv.

Jeg har jo altid vidst, at jeg var anderledes end andre og havde svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvad jeg også fik at vide ved  adskillige lejligheder, men jeg har altid troet, at min måde at være på var en konsekvens af de mange forskellige overgreb, som min far udsatte mig for i min barndom.

Det var overgreb, som jeg aldrig fik hjælp udefra til at få bearbejdet, selv om jeg selv lagde op til det som barn. Den manglende hjælp gjorde, at jeg allerede som barn på mange måder mistede tilliden til mine medmennesker og fandt min egen måde at komme videre på.

Da den sidste af mine forældre døde i 2016, troede jeg endelig, at jeg var blevet befriet fra min barndom og min måde at være på, men sådan skulle det altså ikke være.

Selve overgrebene fra min fars side af er et overstået kapitel for mig, men jeg må da nok indrømme, at det har været svært for mig at erkende, at jeg er et HSP-menneske og er født på den måde. Der er ganske enkelt min skæbne.

Heldigvis bor jeg alene og har ingen forpligtelser i form af børn og fast ejendom, som gør det sværere at leve resten af mit liv som HSP-person. Jeg regner også med at kunne undgå at komme på arbejdsmarkedet mere med de besværligheder, som det fører med sig, når man er en HSP-person.

Der betyder, at jeg ikke længere befinder mig i en offerrolle, men kan leve resten af mit liv fuldt ud som en HSP-person. Det betyder også, at jeg endelig er kommet rigtigt hjem.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *