Oprydning på det rent fysiske plan:

Oprydning på det rent fysiske plan:

Nogle gange føler jeg en besynderlig trang til at rydde op i mit liv og vel at mærke på det rent fysiske plan, hvor det drejer sig om at skille sig af med nogle fysiske ting, som befinder sig i mit hjem eller lige udenfor.

Hvorfor denne trang kommer over mig, ved jeg faktisk ikke. Den logiske forklaring er selvfølgelig, at hjemmet er blevet overfyldt, og der mangler plads.

Vi kender vel alle sammen den følelse, som man får, når man står med noget overskydende materiale/genstande i sine hænder, som man ikke umiddelbart skal bruge.

Så tænker man ved sig selv. Det her kan jeg da vist godt få brug en dag, og så beholder man det.

I de fleste tilfælde får man aldrig brug for det, men skiller man sig alligevel af med det og får brug for det, så føler man sig som en komplet idiot. Så vil den umiddelbare tanke altid være, at man alligevel skulle have beholdt det.

Har man det på den måde, så kan hjemmet nemt blive overfyldt både indenfor og udenfor.

Når en drøm brister:

I dette tilfælde drejede det sig dog om noget lidt andet, fordi der var nogle drømme og forhåbninger forbundet med tingene.

 aeggekoger

(Billedet kan ikke aktiveres)

Disse ting har jeg haft stående på den øverste hylde i et af mine køkkenskabe igennem en årrække.

Tingenes placering på den øverste hylde skyldes selvfølgelig, at jeg sjældent bruger dem og i dette tilfælde aldrig.

En af tingene var en elektrisk æggekoger, som jeg ønskede mig som en gave for mange år siden.

Jeg kan stadig huske den glæde, som jeg følte, da jeg pakkede gaven ud og så at det var lige præcis den gave, som jeg ønskede mig.

I mine tanker var jeg allerede i gang med at afprøve vidunderet, som skulle gøre mit liv lettere.

Mine tanker blev imidlertid afbrudt af min far, som irriteret udbrød: ”Hvad skal du bruge den til? Den har du ikke noget at bruge til.”

Jeg kan huske, at min glæde ved gaven forsvandt øjeblikkeligt, især fordi gaven var fra mine forældre, og derfor pakkede jeg også bare stilfærdigt gaven sammen.

Da jeg kom hjem til mig selv i min lejlighed, lod jeg gaven står urørt i nogen tid. Jeg håbede selvfølgelig stadig på at genfinde glæden ved at skulle afprøve apparatet.

Glæden indfandt sig aldrig igen, heller ikke selv om jeg afprøvede apparatet en enkelt gang.

På det grundlag blev apparatet stillet væk.

Væk med de dårlige energier:

Men nu er det slut. Apparatet er forbundet med en dårlig energi og skal bare smides væk og erstattes med noget andet, som er forbundet med en god energi, som kan føre mig fremad mod lyset.

Det samme gør sig gældende for nogle champagneglas, som jeg havde stående ved siden af æggekogeren.

Hvordan jeg kom i besiddelse af disse glas, kan jeg ærligt talt ikke huske.

Hvad jeg imidlertid ved er, at jeg aldrig vil få brug for glassene til at fejre noget på det rent fysiske plan.

I dag er det nok for mig, at mit hjerte har sejret, og det behøver jeg ikke at skulle udstille for andre ved indtagelse af champagne.

Jeg tror i øvrigt, at jeg vil placere min ”hotdogmaskine” på det sted, hvor min æggekoger før stod.

Alene tanken om hvor godt en nylavet hotdog dufter gør mig glad (He-He).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *