Tomatsæsonens afslutning:

En dekorativ have med masser af planter og buske kan være et regium for mange HSP-personer:

Ovenstående vandfald er bare en af de mange muligheder, som du kan finde her:

Tomatsæsonens afslutning:

tomatplanter

(Billedet kan ikke aktivers)

Som det fremgår af ovenstående billede fra den 07/09 2017, er tomatsæsonen ved at være slut i Danmark. Her tænker jeg selvfølgelig på de tomatplanter, som befinder sig udendørs.

Det er første gang, at jeg forsøger at dyrke tomater, men det har ikke gjort glæden mindre. Man finder jo hurtigt ud af, at planterne kræver daglig omsorg, vand, næring, varme og lys. Det samme gør sig gældende  for os mennesker for, at vi kan folde os ud og blomstre med hver vores særpræg.

Jeg har 4 tomatplanter, hvor der er anvendt 2 arter. De 2 af tomatplanterne giver først frugt på et senere tidspunkt end de andre.

Og hvorfor fortæller jeg så det? Jo, forklaringen er meget enkel.

Den ene af de to tomatplanter, som giver frugt sent, har stået i skyggen af en de planter, som giver frugt tidligt.

Dette har betydet, at denne plante ikke har kunnet udfolde sig på samme måde som dens artsfælle, som der ikke er blevet skygget for.

Præcis på samme måde forholder det sig med os mennesker.

Vi mennesker kræver plads for, at vi kan udfolde os, nogle mere end andre, og her tænker jeg selvfølgelig bl.a. på os særligt sensitive.

Jeg glæder mig allerede til at få nye planter til at udfolde sig optimalt til næste år.

Den omstændighed, at vi HSP-personer ikke altid har de mest optimale muligheder for at udfolde os, betyder ikke, at vi ikke kan gøre en forskel på andre måder.

Oprydning på det rent fysiske plan:

Oprydning på det rent fysiske plan:

Nogle gange føler jeg en besynderlig trang til at rydde op i mit liv og vel at mærke på det rent fysiske plan, hvor det drejer sig om at skille sig af med nogle fysiske ting, som befinder sig i mit hjem eller lige udenfor.

Hvorfor denne trang kommer over mig, ved jeg faktisk ikke. Den logiske forklaring er selvfølgelig, at hjemmet er blevet overfyldt, og der mangler plads.

Vi kender vel alle sammen den følelse, som man får, når man står med noget overskydende materiale/genstande i sine hænder, som man ikke umiddelbart skal bruge.

Så tænker man ved sig selv. Det her kan jeg da vist godt få brug en dag, og så beholder man det.

I de fleste tilfælde får man aldrig brug for det, men skiller man sig alligevel af med det og får brug for det, så føler man sig som en komplet idiot. Så vil den umiddelbare tanke altid være, at man alligevel skulle have beholdt det.

Har man det på den måde, så kan hjemmet nemt blive overfyldt både indenfor og udenfor.

Når en drøm brister:

I dette tilfælde drejede det sig dog om noget lidt andet, fordi der var nogle drømme og forhåbninger forbundet med tingene.

 aeggekoger

(Billedet kan ikke aktiveres)

Disse ting har jeg haft stående på den øverste hylde i et af mine køkkenskabe igennem en årrække.

Tingenes placering på den øverste hylde skyldes selvfølgelig, at jeg sjældent bruger dem og i dette tilfælde aldrig.

En af tingene var en elektrisk æggekoger, som jeg ønskede mig som en gave for mange år siden.

Jeg kan stadig huske den glæde, som jeg følte, da jeg pakkede gaven ud og så at det var lige præcis den gave, som jeg ønskede mig.

I mine tanker var jeg allerede i gang med at afprøve vidunderet, som skulle gøre mit liv lettere.

Mine tanker blev imidlertid afbrudt af min far, som irriteret udbrød: ”Hvad skal du bruge den til? Den har du ikke noget at bruge til.”

Jeg kan huske, at min glæde ved gaven forsvandt øjeblikkeligt, især fordi gaven var fra mine forældre, og derfor pakkede jeg også bare stilfærdigt gaven sammen.

Da jeg kom hjem til mig selv i min lejlighed, lod jeg gaven står urørt i nogen tid. Jeg håbede selvfølgelig stadig på at genfinde glæden ved at skulle afprøve apparatet.

Glæden indfandt sig aldrig igen, heller ikke selv om jeg afprøvede apparatet en enkelt gang.

På det grundlag blev apparatet stillet væk.

Væk med de dårlige energier:

Men nu er det slut. Apparatet er forbundet med en dårlig energi og skal bare smides væk og erstattes med noget andet, som er forbundet med en god energi, som kan føre mig fremad mod lyset.

Det samme gør sig gældende for nogle champagneglas, som jeg havde stående ved siden af æggekogeren.

Hvordan jeg kom i besiddelse af disse glas, kan jeg ærligt talt ikke huske.

Hvad jeg imidlertid ved er, at jeg aldrig vil få brug for glassene til at fejre noget på det rent fysiske plan.

I dag er det nok for mig, at mit hjerte har sejret, og det behøver jeg ikke at skulle udstille for andre ved indtagelse af champagne.

Jeg tror i øvrigt, at jeg vil placere min ”hotdogmaskine” på det sted, hvor min æggekoger før stod.

Alene tanken om hvor godt en nylavet hotdog dufter gør mig glad (He-He).

Fællesskabet:

Fællesskabet:

folketingssalen

(Billedet kan ikke aktiveres)

Følger man lidt med i nutidens politiske debatter, så vil man hurtigt opdage, at der har sneget sig et nyt ord ind, som er blevet meget populært, nemlig “fællesskabet” eller “arbejdsfællesskabet”.

Gang på gang får vi danskere at vide, hvor vigtigt det er at være en del af  “fællesskabet”. Ja, man får nærmest det indtryk, at hvis man ikke er en del af det arbejdende folk, så har man ingen eksistensberettigelse.

Tilsyneladende mener politikerne, at selveste formålet med livet er at arbejde, og det er her, at man finder den evige lykke.

Til sidst bliver jeg nærmest så overbevidst om, at det måske er rigtigt, at jeg tænker ved mig selv, at jeg nok hellere må prøve at deltage i en eller anden selskabelig sammenhæng.

Jeg er nemlig jobsøgende og er som sådan ikke “velsignet” ved at have et arbejde.

Som udgangspunkt er det næsten altid en selskabelig sammenhæng, som jeg ikke er inviteret til, som jeg møder op til.  Så har jeg nemlig altid en mulighed for at slippe hurtigt væk (He He).

Når jeg så vader rundt mellem alle disse mennesker, så vil der tit være nogen, som kender hinanden og derfor har fundet sammen.

Hvad snakker mennesker om?

Og hvad snakker disse mennesker så om?

Groft sag så kan man vel dele diskussionsemnerne op i 3 kategorier:

I den første kategori taler man om fælles “bekendte”, som ikke er der og ofte på en negativ måde.

I den anden kategori fortæller den ene den anden om en nyerhvervelse, som han har anskaffet sig eller om en oplevelse som han har  haft.

Samtidig kigger fortælleren meget opmærksomt på tilhøreren. Det virker nærmest, som han forventer, at tilhøreren skal føle sig lidt mindre end ham.

I den tredie kategori taler man grupperinger, som man mener udgør en belastning for samfundet først og fremmest økonomisk men også på andre måder.

Det vil typisk dreje sig om ressourcesvage mennesker/grupperinger, såsom muslimerne og kontanthjælpsmodtagerne. Fantasien mangler sandelig ikke, når der skal udpeges syndebukke.

Således “opmuntret” af samtalerne vil det næste træk fra min side af  være, at jeg tænker ved mig selv, at det her fællesskab kan jeg da vist godt undvære.

Efterfølgende vil jeg så gå hjem til mig selv, lettet over at jeg ikke går glip af noget.

Erkendelsen af at være en HSP-person:

Erkendelsen af at være en HSP-person:

Jeg har altid vidst, at jeg har de samme egenskaber som en HSP-person.

Selv da jeg var et ganske lille barn, vidste jeg det. Jeg vidste imidlertid ikke, at der fandtes andre mennesker, som havde de samme egenskaber som mig, og at der fandtes en fællesbetegnelse for det, nemlig HSP-begrebet.

Det var først som 59-årig (2017), at jeg fandt ud af det, og det skete ved et rent tilfælde. Jeg var til et informationsmøde, hvor deltagerne blev orienteret om de forskellige muligheder, der var for at arbejde som frivillig.

Da orienteringen var slut, blev vi vist hen til et lokale, hvor der var en række holdere med brochurer fra forskellige organisationer/foreninger, som havde brug for frivillige. Her kunne vi så udvælge de brochurer, som havde vores interesse.

En af de brochurer som jeg ”faldt over” var en brochure fra HSP-foreningen, som jeg synes virkede interessant.

hsp-foreningen-png

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her kan du læse mere om HSP-foreningen.

Den nye viden:

Det var først, da jeg kom hjem til mig selv og fik læst brochuren, at jeg indså, at der var andre, som var præcis på samme måde som mig selv.

Jeg har jo altid vidst, at jeg var anderledes end andre og havde svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvad jeg også fik at vide ved  adskillige lejligheder, men jeg har altid troet, at min måde at være på var en konsekvens af de mange forskellige overgreb, som min far udsatte mig for i min barndom.

Det var overgreb, som jeg aldrig fik hjælp udefra til at få bearbejdet, selv om jeg selv lagde op til det som barn. Den manglende hjælp gjorde, at jeg allerede som barn på mange måder mistede tilliden til mine medmennesker og fandt min egen måde at komme videre på.

Da den sidste af mine forældre døde i 2016, troede jeg endelig, at jeg var blevet befriet fra min barndom og min måde at være på, men sådan skulle det altså ikke være.

Selve overgrebene fra min fars side af er et overstået kapitel for mig, men jeg må da nok indrømme, at det har været svært for mig at erkende, at jeg er et HSP-menneske og er født på den måde. Der er ganske enkelt min skæbne.

Heldigvis bor jeg alene og har ingen forpligtelser i form af børn og fast ejendom, som gør det sværere at leve resten af mit liv som HSP-person. Jeg regner også med at kunne undgå at komme på arbejdsmarkedet mere med de besværligheder, som det fører med sig, når man er en HSP-person.

Der betyder, at jeg ikke længere befinder mig i en offerrolle, men kan leve resten af mit liv fuldt ud som en HSP-person. Det betyder også, at jeg endelig er kommet rigtigt hjem.

Valg af header:

Valg af header:

header-4

(Billedet kan ikke aktiveres)

Grunden til at jeg har valgt ovenstående billede som header skyldes, at jeg nogle gange har haft en drøm om natten, hvor jeg har følt mig lykkelig.

I drømmen er jeg en smuk hvid fugl med et meget stort vingefange, som bliver holdt oppe af de varme luftstrømninger. Det føles som om, at jeg er uafhængig af min fysiske krop, og kan flyve afsted på tværs af tid og sted. Landskabet under mig virker ufattelig smukt, og hænger sammen i en harmonisk helhed.

Desværre kan drømmen nogle gange skifte til et andet scenarie. Pludselig kan jeg mærke, at de varme luftstrømme forsvinder, og jeg må bruge mine vinger for at bevare højden, men mine kræfter slår ikke til, og jeg bliver ved med at falde. Her ender drømmen så.

Denne udvikling i drømmen tolker jeg på den måde, at jeg er blevet for magelig i min hverdag og skal gøre noget mere rent fysisk og psykisk for at holde mig i gang.

Andre gang kan drømmen skifte til et scenarie, hvor jeg lige pludselig flyver rundt i et dystert slumkvarter, hvor mismodet og armodet er fremherskende. Jeg flyver desperat rundt og forsøger at finde plads til at lette, men ender hele tiden i blindgyder, som gør, at jeg ikke kan lette. Det kan vel ikke undre, at drømmen ender her.

Sidstnævnte scenarie tolker jeg på den måde, at mismodet har overtaget i min hverdag. Jeg har svært ved at finde en retning i mit liv og se et lys forude, som kan give mig håb til at kæmpe videre i hverdagen.

Hvad er en HSP-person?

Hvad er en HSP-person?

hsp-person

Hvis jeg selv skal forklare, hvad en HSP-person er, så er det et manneske, som har meget let ved at blive overstimuleret af alle slags sansesanseindtryk udefra. Vedkommende kan derfor have svært ved at overskue dagligdagens gøremål.

Det er selvfølgelig en meget kort definition, som jeg godt kunne uddybe noget mere. Nu er det imidlertid ikke mig, der har indført HSP-begrebet, så lad os høre, hvordan den mere officielle definition lyder:

Her vil jeg bringe et uddrage fra Wikipedia, den frie encyklopædi  af definitionen på HSP-begrebet:

“En højsensitiv person er en person med et persontræk, der er karakteriseret ved en ekstra følsomhed over for sanseindtryk som derefter behandles i bevidstheden over længere tid. Begrebet HSP (eng: highly sensitive person) er først omtalt i 1996 af den amerikanske psykolog Elaine N. Aron, hvis teori lyder, at HSP er et medfødt træk, som berører 15 – 20 % af alle mennesker, fordelt på alle samfundslag og i alle kulturer.

De negative aspekter ved HSP er, at mennesker med det medfødte træk oftest oplever en høj grad af stimuli, både indre og ydre. Dette udløser overstimulering, som kan medføre psykosomatiske reaktioner, der af udenforstående tolkes som stress eller depression. Et andet reaktionsmønster er, at den overstimulerede person trækker sig fra det sociale fællesskab eller regredierer følelsesmæssigt. Et perspektiv ved langsigtet påvirkning af overstimulering er udbrændthed.”

 

Min første HSP-oplevelse:

Min første HSP-oplevelse:

Jeg har vel været mellem 4 og 6 år.

Min far havde et mindre landbrug, som han selv tog sig af.

Jeg kan huske, at jeg en dag fulgte efter min far, da han udførte sit daglige arbejde.

Det var en dag, som fik en afgørende indflydelse på resten af mit liv.

På et tidspunkt befandt jeg mig i malkerummet sammen med ham. Malkerummet var det sted, hvor man rengjorde og desinficerede det materiel, som man anvendte i forbindelse med malkningen af køerne.

Min far fyldte en meget stor spand op til randen med vand. Ved siden af spanden lagde han nogle kampesten. Disse var ikke større, end de kunne synke ned til bunden af spanden.

Så fandt han en sæk frem, som vand kunne trænge igennem, og lige med ét stod han med nogle nyfødte killinger i hånden, som han havde taget fra kattemoderen.

Han lagde killingerne ned i sækken og bandt sækken til. Derefter pressede han sækken ned i bunden af spanden, samtidig med at han lod kampestenene dumpe ned over sækken.

Min fars kulde:

Jeg kan stadig huske den isnende kulde, som udsprang fra min far under hele forløbet, hvor der ikke blev sagt et ord. Det virkede, som han ikke ænsede, at jeg var til stede, og der på en eller anden måde skulle tages hensyn til mig.

Da min far var færdig med sit forehavende, gik han bare sin vej og lod mig stå tilbage ved spanden.

Jeg kan huske, at jeg mest af alt havde lyst til at løbe efter ham og slippe væk fra det hele. Men i situationen blev jeg til ét med killingerne, og jeg kunne føle deres smerte.

Det blev ikke bedre af, at der pludselig begyndte at stige bobler op fra vandet, som var et tegn på, at killingerne stadig var i live.

Jeg vidste jo, at jeg ikke kunne gøre noget som helst for killingerne, som kunne føre dem tilbage til livet. Min fars attitude havde allerede lært mig, at jeg ikke kunne gøre noget for killingerne i situationen. Jeg valgte derfor at blive ved killingerne,  indtil de fik fred.

Hvad der efterfølgende skete, kan jeg ikke huske.

Den efterfølgende magtesløshed:

 kattekillinger

(Billedet kan ikke aktiveres)

Hvordan kan nogen finde på at gøre skade på sådanne dyr?

Det tror jeg, at vi er mange, der kan undre sig over, såvel voksne som børn.

Det var første gang i mit liv, at jeg følte mig fuldstændig magtesløs. Det var også første gang, at min far begyndte at blive en fremmed for mig, som jeg ikke kunne forholde mig til.

I dag (2017) er jeg 59 år, men jeg kan stadig se mig selv stå som en lille dreng ved siden af en meget stor spand og bare føle mig helt magtesløs.

Hermed har jeg også lagt op til, hvor vigtig ens barndom er for det efterfølgende liv som voksenperson, ikke bare som HSP-person, men i  det hele taget.