Erkendelsen af at være en HSP-person:

Erkendelsen af at være en HSP-person:

Jeg har altid vidst, at jeg har de samme egenskaber som en HSP-person.

Selv da jeg var et ganske lille barn, vidste jeg det. Jeg vidste imidlertid ikke, at der fandtes andre mennesker, som havde de samme egenskaber som mig, og at der fandtes en fællesbetegnelse for det, nemlig HSP-begrebet.

Det var først som 59-årig (2017), at jeg fandt ud af det, og det skete ved et rent tilfælde. Jeg var til et informationsmøde, hvor deltagerne blev orienteret om de forskellige muligheder, der var for at arbejde som frivillig.

Da orienteringen var slut, blev vi vist hen til et lokale, hvor der var en række holdere med brochurer fra forskellige organisationer/foreninger, som havde brug for frivillige. Her kunne vi så udvælge de brochurer, som havde vores interesse.

En af de brochurer som jeg ”faldt over” var en brochure fra HSP-foreningen, som jeg synes virkede interessant.

hsp-foreningen-png

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her kan du læse mere om HSP-foreningen.

Den nye viden:

Det var først, da jeg kom hjem til mig selv og fik læst brochuren, at jeg indså, at der var andre, som var præcis på samme måde som mig selv.

Jeg har jo altid vidst, at jeg var anderledes end andre og havde svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvad jeg også fik at vide ved  adskillige lejligheder, men jeg har altid troet, at min måde at være på var en konsekvens af de mange forskellige overgreb, som min far udsatte mig for i min barndom.

Det var overgreb, som jeg aldrig fik hjælp udefra til at få bearbejdet, selv om jeg selv lagde op til det som barn. Den manglende hjælp gjorde, at jeg allerede som barn på mange måder mistede tilliden til mine medmennesker og fandt min egen måde at komme videre på.

Da den sidste af mine forældre døde i 2016, troede jeg endelig, at jeg var blevet befriet fra min barndom og min måde at være på, men sådan skulle det altså ikke være.

Selve overgrebene fra min fars side af er et overstået kapitel for mig, men jeg må da nok indrømme, at det har været svært for mig at erkende, at jeg er et HSP-menneske og er født på den måde. Der er ganske enkelt min skæbne.

Heldigvis bor jeg alene og har ingen forpligtelser i form af børn og fast ejendom, som gør det sværere at leve resten af mit liv som HSP-person. Jeg regner også med at kunne undgå at komme på arbejdsmarkedet mere med de besværligheder, som det fører med sig, når man er en HSP-person.

Der betyder, at jeg ikke længere befinder mig i en offerrolle, men kan leve resten af mit liv fuldt ud som en HSP-person. Det betyder også, at jeg endelig er kommet rigtigt hjem.

Valg af header:

Valg af header:

header-4

(Billedet kan ikke aktiveres)

Grunden til at jeg har valgt ovenstående billede som header skyldes, at jeg nogle gange har haft en drøm om natten, hvor jeg har følt mig lykkelig.

I drømmen er jeg en smuk hvid fugl med et meget stort vingefange, som bliver holdt oppe af de varme luftstrømninger. Det føles som om, at jeg er uafhængig af min fysiske krop, og kan flyve afsted på tværs af tid og sted. Landskabet under mig virker ufattelig smukt, og hænger sammen i en harmonisk helhed.

Desværre kan drømmen nogle gange skifte til et andet scenarie. Pludselig kan jeg mærke, at de varme luftstrømme forsvinder, og jeg må bruge mine vinger for at bevare højden, men mine kræfter slår ikke til, og jeg bliver ved med at falde. Her ender drømmen så.

Denne udvikling i drømmen tolker jeg på den måde, at jeg er blevet for magelig i min hverdag og skal gøre noget mere rent fysisk og psykisk for at holde mig i gang.

Andre gang kan drømmen skifte til et scenarie, hvor jeg lige pludselig flyver rundt i et dystert slumkvarter, hvor mismodet og armodet er fremherskende. Jeg flyver desperat rundt og forsøger at finde plads til at lette, men ender hele tiden i blindgyder, som gør, at jeg ikke kan lette. Det kan vel ikke undre, at drømmen ender her.

Sidstnævnte scenarie tolker jeg på den måde, at mismodet har overtaget i min hverdag. Jeg har svært ved at finde en retning i mit liv og se et lys forude, som kan give mig håb til at kæmpe videre i hverdagen.

Hvad er en HSP-person?

Hvad er en HSP-person?

hsp-person

Hvis jeg selv skal forklare, hvad en HSP-person er, så er det et manneske, som har meget let ved at blive overstimuleret af alle slags sansesanseindtryk udefra. Vedkommende kan derfor have svært ved at overskue dagligdagens gøremål.

Det er selvfølgelig en meget kort definition, som jeg godt kunne uddybe noget mere. Nu er det imidlertid ikke mig, der har indført HSP-begrebet, så lad os høre, hvordan den mere officielle definition lyder:

Her vil jeg bringe et uddrage fra Wikipedia, den frie encyklopædi  af definitionen på HSP-begrebet:

“En højsensitiv person er en person med et persontræk, der er karakteriseret ved en ekstra følsomhed over for sanseindtryk som derefter behandles i bevidstheden over længere tid. Begrebet HSP (eng: highly sensitive person) er først omtalt i 1996 af den amerikanske psykolog Elaine N. Aron, hvis teori lyder, at HSP er et medfødt træk, som berører 15 – 20 % af alle mennesker, fordelt på alle samfundslag og i alle kulturer.

De negative aspekter ved HSP er, at mennesker med det medfødte træk oftest oplever en høj grad af stimuli, både indre og ydre. Dette udløser overstimulering, som kan medføre psykosomatiske reaktioner, der af udenforstående tolkes som stress eller depression. Et andet reaktionsmønster er, at den overstimulerede person trækker sig fra det sociale fællesskab eller regredierer følelsesmæssigt. Et perspektiv ved langsigtet påvirkning af overstimulering er udbrændthed.”

 

Min første HSP-oplevelse:

Min første HSP-oplevelse:

Jeg har vel været mellem 4 og 6 år.

Min far havde et mindre landbrug, som han selv tog sig af.

Jeg kan huske, at jeg en dag fulgte efter min far, da han udførte sit daglige arbejde.

Det var en dag, som fik en afgørende indflydelse på resten af mit liv.

På et tidspunkt befandt jeg mig i malkerummet sammen med ham. Malkerummet var det sted, hvor man rengjorde og desinficerede det materiel, som man anvendte i forbindelse med malkningen af køerne.

Min far fyldte en meget stor spand op til randen med vand. Ved siden af spanden lagde han nogle kampesten. Disse var ikke større, end de kunne synke ned til bunden af spanden.

Så fandt han en sæk frem, som vand kunne trænge igennem, og lige med ét stod han med nogle nyfødte killinger i hånden, som han havde taget fra kattemoderen.

Han lagde killingerne ned i sækken og bandt sækken til. Derefter pressede han sækken ned i bunden af spanden, samtidig med at han lod kampestenene dumpe ned over sækken.

Min fars kulde:

Jeg kan stadig huske den isnende kulde, som udsprang fra min far under hele forløbet, hvor der ikke blev sagt et ord. Det virkede, som han ikke ænsede, at jeg var til stede, og der på en eller anden måde skulle tages hensyn til mig.

Da min far var færdig med sit forehavende, gik han bare sin vej og lod mig stå tilbage ved spanden.

Jeg kan huske, at jeg mest af alt havde lyst til at løbe efter ham og slippe væk fra det hele. Men i situationen blev jeg til ét med killingerne, og jeg kunne føle deres smerte.

Det blev ikke bedre af, at der pludselig begyndte at stige bobler op fra vandet, som var et tegn på, at killingerne stadig var i live.

Jeg vidste jo, at jeg ikke kunne gøre noget som helst for killingerne, som kunne føre dem tilbage til livet. Min fars attitude havde allerede lært mig, at jeg ikke kunne gøre noget for killingerne i situationen. Jeg valgte derfor at blive ved killingerne,  indtil de fik fred.

Hvad der efterfølgende skete, kan jeg ikke huske.

Den efterfølgende magtesløshed:

 kattekillinger

(Billedet kan ikke aktiveres)

Hvordan kan nogen finde på at gøre skade på sådanne dyr?

Det tror jeg, at vi er mange, der kan undre sig over, såvel voksne som børn.

Det var første gang i mit liv, at jeg følte mig fuldstændig magtesløs. Det var også første gang, at min far begyndte at blive en fremmed for mig, som jeg ikke kunne forholde mig til.

I dag (2017) er jeg 59 år, men jeg kan stadig se mig selv stå som en lille dreng ved siden af en meget stor spand og bare føle mig helt magtesløs.

Hermed har jeg også lagt op til, hvor vigtig ens barndom er for det efterfølgende liv som voksenperson, ikke bare som HSP-person, men i  det hele taget.