Mine første skoleår:
De første 2 år af min skoletid tilbragte jeg på en lille landsbyskole. Det var en skole, som befandt sig ude på landet et par kilometer fra stationsbyen Vrå i Vendsyssel. Skolen udgjorde en overkuelig enhed, fordi der kun var plads til 2 årgange.
Jeg kan huske, at jeg befandt mig godt i skolen, netop fordi antallet af elever var begrænset. Det betød, at det antal sanseindtryk, som jeg blev udsat for, var begrænset.
De baner tænkte jeg selvfølgelig ikke i dengang. Nu hvor jeg har rundet de 60 år, kan jeg imidlertid godt se, at det forholdt sig sådan.
Vejen til skolen udgjorde heller ikke noget problem.
Det forholdt sig nemlig sådan, at jeg kunne skyde genvej ved at følge nogle markskel, som befandt sig mellem mit barndomshjem og skolen.
Jeg mener vel egentlig også, at jeg legede med de andre børn. Vi havde det godt sammen.
Det var imidlertid en virkelighed, som blev overskygget af en anden virkelighed.
Jeg taler om den virkelighed, som jeg blev mødt af på hovedskolen, som fulgte efter landsbyskolen.
Mødet med hovedskolen:
Hovedskolen lå inde i byen Vrå, og her skulle jeg tilbringe de næste 5 år.
Vi taler om en tid, hvor skoleeleverne skulle stille sig op i lange rækker udenfor skoleindgangen om morgenen. Rækkerne skulle være snorlige, og eleverne skulle være på deres faste plads fordelt efter klassetrin. Først da kunne eleverne få lov til at gå ind i forhallen. Her blev undervisningen indledt med morgensang.
Hele scenariet blev dirigeret af skolelederen. Han befandt sig ved en pult, som var forhøjet i forhold til gulvarealet.
Faktisk mindede pulten meget om den prædikestol, som findes i de fleste kirker. Her er prædikestolen jo også forhøjet i forhold til menigheden.
Det var et arrangement, som betød, at jeg følte, at jeg blev umyndiggjort. Jeg blev et nummer i rækken. Som person havde jeg ingen betydning. Min betydning lå i selve fællesskabet.
Det virkede næmest, som om jeg blev kvalt.
Antallet af elever i skolen virkede i det hele taget ovevældende på mig.
Det var umuligt for mig at knytte venskaber med nogle af de andre elever. Jeg blev konstant bombarderet med nye sanseindtryk, som fortyrrede mit overblik. Det blev umuligt for mig at finde frem til de elever, som jeg havde noget til fælles med.
Efterhånden isolerede jeg mig i forhold til de andre elever.
Mistrivsel i skolen: Bærn med særlige behov trives dårligere i skolen end deres klassekammerater (2023):
At stå alene:
Det havde jeg det vel egentlig også helt fint med. Jeg kunne ikke håndtere de mange sanseindtryk. Det problem løste jeg ved at holde en vis form for fysisk afstand til mine kammerater.
Det førte heldigvis ikke til, at jeg blev mobbet af mine kammerater. De lod mig bare passe mig selv.
På en eller anden mærkelig måde respekterede de mig.
Eftersom jeg ikke kunne blive en del af fællesskabet, begyndte jeg nemlig at koncentrere mig om skolearbejdet.
Det varede ikke længe, før jeg blev en af de dygtigste elever i klassen.
I denne sammenhæng blev jeg selvfølgelig ansporet af min fars udtalelse til min første lærerinde om, at jeg var for dum til at begynde i landsbyskolen.
Jeg ville gerne bevise over for ham, at sådan forholdt det sig på ingen måde.
Karakterbøgernes berettigelse:
På det tidspunkt benyttede man sig stadigvæk af karakterbøger.
4 gange om året skulle lærerne give os karkterer i disse bøger.
Lærerne havde også en mulighed for at skrive en personlig kommentar i bogen. Det kunne være i form af ros. Var der et forhold, som der burde rettes op på, kunne det også noteres her.
Hver gang der blev afgivet karakterer, skulle forældrene skrive under på, at de havde set karaktererne.
I mit tilfælde var det altid min mor, som skrev under. Det ved jeg, fordi jeg har bevaret nogle af karakterbøgerne.
Jeg viste også karakterbøgerne til min far. Han kastede kun et glimt ned i dem. Det virkede nærmest som om, at han var ligeglad.
Lærerne skrev op til flere gange, at jeg var dygtig og flittig i alle fag. Heller ikke det gjorde noget indtryk på min far.
I dag kan jeg godt se, at det ikke var mine karakterer, som gjorde, at min far opfattede mig som dum.
Årsagen lå simpelthen i, at jeg havde et behov for at vise mine følelser og også for at snakke om dem.
Vikaren som forsøgte at gøre en forskel:
På et tidspunkt blev der tilknyttet en lærervikar til vores klasse. Hendes navn var frøken Blom så vidt, at jeg kan huske. Hun var ganske ung, og det viste sig hurtigt, at hun gerne ville gøre en forskel.
Det undgik ikke hendes opmærksomhed, at jeg ikke var en del af fællesskabet.
En dag fik hun den ide, at min klasse og hende skulle gennemgå en novelle sammen. Det var en novelle, som handlede om en tyk dreng ved navn Olfert. Drengen blev mobbet af sine kammerater, netop fordi han var tyk.
Novellen endte med, at drengen tog livet af sig selv ved at hænge sig på toilettet.
Med novellen ville lærerinden gerne have alle os elever til at forstå, at det gjorde ondt ikke at være en del af fællesskabet.
Den elev, som ikke var en del af fællesskabet, var selvfølgelig mig.
Her var det så bare, at mine “kammerater“ var stået af. Begrundelsen lå i, at jeg jo ikke var tyk som Olfert, men bare var underlig/sær. Jeg blev heller ikke mobbet.
Det var jo rigtig nok. Jeg blev ikke mobbet, men bare holdt udenfor fællesskabet.
Lærerinden opgav derfor at forfølge emnet.
Hvad lærerinden ikke forstod var, at jeg egentlig havde det godt med at være udenfor fællesskabet på det tidspunkt. Jeg følte ganske enkelt, at jeg blev kvalt af fællesskabet.
Jeg går ud fra, at årsagen til at jeg ikke blev mobbet var, at jeg var den elev, som klarede mig bedst i klassen.
Det skulle dog ændre sig, da jeg blev teenager.
Teenageårene:
Da jeg nærmede mig teenagealderen ændrede alt sig. Jeg mistede gradvis glæden ved at klare mig godt i skolen. Det blev sværere for mig udelukkende at koncentrere mig om lektierne.
Jeg kunne ikke længere flygte ind i skolearbejdet og bevare mig selv som det menneske, jeg er.
Indtil dette tidspunkt hvde jeg også fundet glæde ved at læse bøger, som jeg lånte på det lokale bibliotek.
Det fyldte mig med stor glæde at blive en del af andre menneskers liv ved at læse om dem.
Sådan forholdt det sig ikke i virkelighedens verden.
Her var der ikke kun nogle få hovedpersoner, som jeg skulle forholde mig til, men et utal af mennesker.
Teenagealderen betød, at jeg begyndte at interessere mig mere for piger, som det vel gør sig gældende for drenge i den alder.
Jeg blev præsenteret for en ny virkelighed, som jeg ikke kunne flygte fra ved at fordybe mig i skolearbejdet og bøgernes verden.
Min voksende interesse for pigerne:
Mit fokus blev rettet imod pigernes bryster. Samtidig følte jeg mig frastødt af pigerne på grund af deres påtrængende ligefremhed.
Deres ligefremhed betød ganske enkelt, at jeg blev bombarderet af et utal af sanseindtryk, som jeg på ingen måde kunne håndtere.
Det blev på enhver måde sværere for mig at “ånde“ i skolen.
Jeg kunne heller ikke længere flygte ind i bøgernes verden, og det er faktisk aldrig lykkedes mig siden. Ikke fordi jeg ikke har forsøgt. Hvem vil ikke gerne glemme den virkelige verden for en kort stund ved at læse en god bog? Det er bare aldrig lykkedes rigtigt for mig siden.
I stedet tvang jeg ganske enkelt mig selv til at koncentrere mig om skolearbejdet. Den sidste tid på hovedskolen blev et spørgsmål om overlevelse.
Det kom til udtryk ved, at jeg tilbragte alle frikvartererne foran nedgangen til en kælder, hvor alle toiletterne befandt sig.
Så kunne jeg altid søge derned, hvis virkeligheden blev for påtrængende.
Toiltetterne blev det fristed, hvor jeg kunne finde ro i mig selv. Her var der kun et begrænset antal sanseindtryk, som jeg skulle forholde mig til
Vrå Realskole:
Efter hovedskolen fortsatte jeg på realskolen, som rent fysisk lå lige ved siden af hovedskolen.
Min interesse for pigerne var stadig den samme.
Jeg havde på en eller anden måde affundet mig med, at jeg ikke ville få mit “gamle“ liv tilbage. På en eller anden måde drejede det sig bare om at få de sidste år på skolen overstået.
De fleste af frikvartererne tilbragte jeg inde i selve klasseværelset. Skolens ledelse forventede ikke længere, at vi tilbragte frikvartererne ude i det fri.
Ellers husker jeg ikke så meget fra den tid. For mig drejede det sig bare om at holde lav profil og få de sidste skoleår overstået.
Når jeg kigger i min karakterbog fra den tid, kan jeg konstatere, at hovedparten af karakterene bestod af 8-taller, men også en del 9-taller.
Et 8-tal gives for den middelgode præsentation, mens et 9-tal gives for den gode præstation, der ligger lidt over middel.
De middelmådige karakterer betød, at det blev sværere for mig at bevare min selvrespekt. Indtil dette tidspunkt havde jeg kunnet gøre mig gældende med mine karakterer.
Da jeg endelig fik min realeksamen var jeg på enhver måde uforløst. Jeg vidste på ingen måde, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og hvordan jeg skulle komme videre.
Tid til tilbageblik:
I dag er jeg ikke i tvivl om, at det ville have gjort en forskel, hvis jeg kunne have modtaget fjernundervisning i skolen.
Her tænker jeg på situationen under Corona-krisen.
I denne periode modtog den enkelte elev fjernundervisning i hjemmet i en periode af hensyn til smittefaren.
Havde jeg selv haft denne mulighed, så ville det givetvis have gjort en stor forskel.
Jeg havde ganske enkelt brug for tid alene til at kunne få styr på alle de nye sanseindtryk. 1-3 dage om ugen med fjernundervisning vil kunne have givet mig den tid.
Det vil sikkert også have hjulpet mig, hvis jeg kunne være kommet i praktik på flere forskellige arbejdspladser. Vi taler vel at mærke om arbejdspladser, som jeg selv havde valgt.
Den mulighed var der ikke den gang. Det virkede som om, at den eneste oplagte mulighed var at gå videre til gymnasiet.
Det blev derfor også min far, som alene afgjorde, at jeg skulle fortsætte min vej frem på Brønderslev Gymnasium. Dette skete på trods af, at mine karakterer antydede noget andet.
Køb min bog: De uforløste følelser 2.
