Status over året 2023:

Året 2023 er ved at rinde ud. Det er blevet tid til at gøre status over året.

Det har været et år, hvor det har været svært for mig at forblive tro mod min særlige sensitivitet.

En række hændelser på vores jord har adskillige gange fået mig til at tvivle på, om der er plads til os særligt sensitive.

Her tænker jeg blandt andet på krigen mellem Rusland og Ukraine og på krigen mellem israelerne og palæstinenserne.

Vi taler om krige, hvor selv de mest grundlæggende menneskerettigheder ikke bliver overholdt. Der bliver ikke givet tilstrækkelig med plads til følelsesmæssige hensyn på begge sider af fronten.

Tilbage står et meget stort antal mennesker med sår på sjælen, som det vil tage generationer at rette op på.

Hvad er menneskerettigheder?

Hvordan har vi det med menneskeforståelsen i Danmark?

Som jeg ser det, har vi danskere tilsyneladende et meget stort behov for at spejle os i hinanden, når vi skal finde ud af, hvad et godt liv er.

Her er nøglen for de fleste danskere tilsyneladende at få adgang til flere penge og mere status.

Det har fremstået mere klart i løbet af 2023.

I 2023 har en række faggrupper stået frem i det offentlige rum, fordi de ikke føler sig tilstrækkeligt værdsatte, og vil have mere i løn. Mange af disse faggrupper har et arbejde, hvor det drejer sig som at være der for andre mennesker. Det er der tilsyneladende ikke længere en værdi i. Nu skal der flere penge til for, at arbejdet kan føles værdifuldt.

Det bekræftes af det faktum, at der mangler personale indenfor omsorgssektoren.

Mit eget følelsesmæssige tomrum:

Personligt har jeg været selv været ramt af det faktum, at min søster og min bror har snydt mig flere hundredetusinde kroner i arv efter min mor. Dette er sket på trods af, at de begge har en økonomi, som er langt bedre end min egen.

Her har de begge valgt at se stort på det følelsesmæssige bånd, som der ellers burde være mellem søskende.

I den sammenhæng skal det siges, at jeg har valgt at afbryde forbindelsen til mine søskende.

Alligevel er det svært at glemme svigtet, selv om jeg forsøger at lægge det bag mig. Livet skal trods alt gå videre.

Forklaringen ligger i, at inflationen har betydet, at jeg har endnu færre penge til min rådighed hver måned. Ved månedens afslutning kan det således være nødvendigt at flytte rundt med pengene på de forskellige konti, som jeg har.

Det ville ikke have været nødvendigt, hvis jeg ikke var blevet snydt for en del af min arv.

De beskrevne omstændigheder har gjort det svært for mig at finde en vej, som gør det muligt for mig at holde fast ved min særlige sensitivitet i fremtiden.

I den forbindelse skal det også siges, at jeg på det rent personlige plan ikke kender nogen, som er særlige sensitive som mig selv. Jeg kan mærke, at jeg har brug for rent fysisk at være sammen med nogen, som er lige som jeg selv bare en gang imellem.

Her er det ikke nok bare at være i gruppe med nogle på facebook, som også er særlig sensitive.

Hvordan forbliver jeg tro mod min særlige sensitivitet?

I sommerperioden fik jeg udgivet min digtsamling nr. 2 om uforløste følelser.

I bund og grund har denne serie af digtsamlinger til formål at fremme den personlige selvransagelse.

Alt for mange af de krige, som bliver ført på det ydre plan kunne undgås, hvis de blev ført på et indre plan.

Årsagen til, at det ikke sker, er selvfølgelig, at kampen i det indre er så uendelig ensom. Kan du gøre andre til medskyldige på det ydre plan, så bliver det så meget lettere at udkæmpe kampen.

I løbet af januar og februar måned vil den nævnte bog blive oversat til engelsk.

Jeg håber, at denne omstændighed vil medvirke til, at jeg vil kunne opnå et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Et sådant legat har jeg forsøgt at få 2 gange før. Jeg vil værdsætte det pengebeløb, som følger med arbejdslegatet.

Endnu mere vil jeg værdsætte den anerkendelse, som følger med legatet.

Det vil være en bekræftelse på, at vi alle skal forsøge at være tro mod vores følelser.

Samtidig vil det også blive lettere for mig at forblive tro mod min særlige sensitivitet i år 2024.

De uforløste følelser 3:

Uanset hvilken støtte, som jeg måtte få udefra, så er jeg i gang med min digtsamling nr. 3.

Det er en digtsamling, som fortrinsvis handler om, hvordan jeg tror, at et eventuelt liv efter døden vil kunne forme sig.

Digtsamlingen vil også forsøge at komme med et svar på, hvorfor livet er på denne måde.

Jeg er ikke noget orakel, som vil kunne komme med et svar på alting.

Det vil heller ikke være formålet med digtsamlingen.

Formålet med digtsamlingen vil være at forsøge at skabe et håb for alle de mennesker, som famler sig igennem livet, fordi de bliver udsat for lidelser, som de ikke forstår og ikke føler at de har fortjent at blive udsat for.

Med ønsket om et godt nytår.

Juleferien 2020.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Mistrivslen i folkeskolen:

Mine første skoleår:

De første 2 år af min skoletid tilbragte jeg på en lille  landsbyskole.  Det var en skole, som befandt sig ude på landet et par kilometer fra stationsbyen Vrå i Vendsyssel. Skolen udgjorde en overkuelig enhed, fordi der kun var plads til 2 årgange.

Jeg kan huske, at jeg befandt mig godt i skolen, netop fordi antallet af elever var begrænset. Det betød, at det antal sanseindtryk, som jeg blev udsat for, var begrænset.

De baner tænkte jeg selvfølgelig ikke i dengang. Nu hvor jeg har rundet de 60 år, kan jeg imidlertid godt se, at det forholdt sig sådan.

Vejen til skolen udgjorde heller ikke noget problem.

Det forholdt sig nemlig sådan, at jeg kunne skyde genvej ved at følge nogle markskel, som befandt sig mellem mit barndomshjem og skolen.

 Jeg mener vel egentlig også, at jeg legede med de andre børn. Vi havde det godt sammen.

Det var imidlertid en virkelighed, som blev overskygget af en anden virkelighed.

Jeg taler om den virkelighed, som jeg blev mødt af på hovedskolen, som fulgte efter landsbyskolen.

Mødet med hovedskolen:

Hovedskolen lå inde i byen Vrå, og her skulle jeg tilbringe de næste 5 år.

Vi taler om en tid, hvor skoleeleverne skulle stille sig op i lange rækker udenfor skoleindgangen om morgenen. Rækkerne skulle være snorlige, og eleverne skulle være på deres faste plads fordelt efter klassetrin. Først da kunne eleverne få lov til at gå ind i forhallen. Her blev undervisningen indledt med morgensang.

Hele scenariet blev dirigeret af skolelederen. Han befandt sig ved en pult, som var forhøjet i forhold til gulvarealet.

Faktisk mindede pulten meget om den prædikestol, som findes i de fleste kirker. Her er prædikestolen jo også forhøjet i forhold til menigheden.

Det var et arrangement, som betød, at jeg følte, at jeg blev umyndiggjort. Jeg blev et nummer i rækken. Som person havde jeg ingen betydning. Min betydning lå i selve fællesskabet.

Det virkede næmest, som om jeg blev kvalt.

Antallet af elever i skolen virkede i det hele taget ovevældende på mig.

Det var umuligt for mig at knytte venskaber med nogle af de andre elever. Jeg blev konstant bombarderet med nye sanseindtryk, som fortyrrede mit overblik. Det blev umuligt for mig at finde frem til de elever, som jeg havde noget til fælles med.

Efterhånden isolerede jeg mig i forhold til de andre elever.

Mistrivsel i skolen: Bærn med særlige behov trives dårligere i skolen end deres klassekammerater (2023):

At stå alene:

Det havde jeg det vel egentlig også helt fint med. Jeg kunne ikke håndtere de mange sanseindtryk. Det problem løste jeg ved at holde en vis form for fysisk afstand  til mine kammerater.

Det førte heldigvis ikke til, at jeg blev mobbet af mine kammerater. De lod mig bare passe mig selv.

På en eller anden mærkelig måde respekterede de mig.

Eftersom jeg ikke kunne blive en del af fællesskabet, begyndte jeg nemlig at koncentrere mig om skolearbejdet.

Det varede ikke længe, før jeg blev en af de dygtigste elever i klassen.

I denne sammenhæng blev jeg selvfølgelig ansporet af min fars udtalelse til min første lærerinde om, at jeg var for dum til at begynde i landsbyskolen.

Jeg ville gerne bevise over for ham, at sådan forholdt det sig på ingen måde.

Karakterbøgernes berettigelse:

På det tidspunkt benyttede man sig stadigvæk af karakterbøger.

4 gange om året skulle lærerne give os karkterer i disse bøger.

Lærerne havde også en mulighed for at skrive en personlig kommentar i bogen. Det kunne være i form af ros. Var der et forhold, som der burde rettes op på, kunne det også noteres her.

Hver gang der blev afgivet karakterer, skulle forældrene skrive under på, at de havde set karaktererne.

I mit tilfælde var det altid min mor, som skrev under. Det ved jeg, fordi jeg har bevaret nogle af karakterbøgerne.

Jeg viste også karakterbøgerne til min far. Han kastede kun et glimt ned i dem. Det virkede nærmest som om, at han var ligeglad.

Lærerne skrev op til flere gange, at jeg var dygtig og flittig i alle fag. Heller ikke det gjorde noget indtryk på min far.

I dag kan jeg godt se, at det  ikke var mine karakterer, som gjorde, at min far opfattede mig som dum.

Årsagen lå simpelthen i, at jeg havde et behov for at vise mine følelser og også for at snakke om dem.

Vikaren som forsøgte at gøre en forskel:

På et tidspunkt blev der tilknyttet en lærervikar til vores klasse. Hendes navn var frøken Blom så vidt, at jeg kan huske.  Hun var ganske ung, og det viste sig hurtigt, at hun gerne ville gøre en forskel.

Det undgik ikke hendes opmærksomhed, at jeg ikke var en del af fællesskabet.

En dag fik hun den ide, at min klasse og hende skulle gennemgå en novelle sammen. Det var en novelle, som handlede om en tyk dreng ved navn Olfert. Drengen blev mobbet af sine kammerater, netop fordi han var tyk.

Novellen endte med, at drengen tog livet af sig selv ved at hænge sig på toilettet.

Med novellen ville lærerinden gerne have alle os elever til at forstå, at det gjorde ondt ikke at være en del af fællesskabet.

Den elev, som ikke var en del af fællesskabet, var selvfølgelig mig.

Her var det så bare, at mine “kammerater“ var stået af. Begrundelsen lå i, at jeg jo ikke var tyk som Olfert, men bare var underlig/sær. Jeg blev heller ikke mobbet.

Det var jo rigtig nok. Jeg blev ikke mobbet, men bare holdt udenfor fællesskabet.

Lærerinden opgav derfor at forfølge emnet.

Hvad lærerinden ikke forstod var, at jeg egentlig havde det godt med at være udenfor fællesskabet på det tidspunkt. Jeg følte ganske enkelt, at jeg blev kvalt af fællesskabet.

Jeg går ud fra, at årsagen til at jeg ikke blev mobbet var, at jeg var den elev, som klarede mig bedst i klassen.

Det skulle dog ændre sig, da jeg blev teenager.

Teenageårene:

Da jeg nærmede mig teenagealderen ændrede alt sig. Jeg mistede gradvis glæden ved at klare mig godt i skolen. Det blev sværere for mig udelukkende at koncentrere mig om lektierne.

Jeg kunne ikke længere flygte ind i skolearbejdet og bevare mig selv som det menneske, jeg er.

Indtil dette tidspunkt hvde jeg også fundet glæde ved at læse bøger, som jeg lånte på det lokale bibliotek.

Det fyldte mig med stor glæde at blive en del af andre menneskers liv ved at læse om dem.

Sådan forholdt det sig ikke i virkelighedens verden.

Her var der ikke kun nogle få hovedpersoner, som jeg skulle forholde mig til, men et utal af mennesker.

Teenagealderen betød, at jeg begyndte  at interessere mig mere for piger, som det vel gør sig gældende for drenge i den alder.

Jeg blev præsenteret for en ny virkelighed, som jeg ikke kunne flygte fra ved at fordybe mig i skolearbejdet og bøgernes verden.

Min voksende interesse for pigerne:

Mit fokus blev rettet imod pigernes bryster. Samtidig følte jeg mig frastødt af pigerne på grund af deres påtrængende ligefremhed.

Deres ligefremhed betød ganske enkelt, at jeg blev bombarderet af et utal af sanseindtryk, som jeg på ingen måde kunne håndtere.

Det blev på enhver måde sværere for mig at “ånde“ i skolen.

Jeg kunne heller ikke længere flygte ind i bøgernes verden, og det er faktisk aldrig lykkedes mig siden. Ikke fordi jeg ikke har forsøgt. Hvem vil ikke gerne glemme den virkelige verden for en kort stund ved at læse en god bog? Det er bare aldrig lykkedes rigtigt for mig siden.

I stedet tvang jeg ganske enkelt mig selv til at koncentrere mig om skolearbejdet. Den sidste tid på hovedskolen blev et spørgsmål om overlevelse.

Det kom til udtryk ved, at jeg tilbragte alle frikvartererne foran nedgangen til  en kælder, hvor alle toiletterne befandt sig.

Så kunne jeg altid søge derned, hvis virkeligheden blev for påtrængende.

Toiltetterne blev det fristed, hvor jeg kunne finde ro i mig selv. Her var der kun et begrænset antal sanseindtryk, som jeg skulle forholde mig til

Vrå Realskole:

Efter hovedskolen fortsatte jeg på realskolen, som rent fysisk lå lige ved siden af hovedskolen.

Min interesse for pigerne var stadig den samme.

Jeg havde på en eller anden måde affundet mig med, at jeg ikke ville få mit “gamle“ liv tilbage. På en eller anden måde drejede det sig bare om at få de sidste år på skolen overstået.

De fleste af frikvartererne tilbragte jeg inde i selve klasseværelset. Skolens ledelse forventede ikke længere, at vi tilbragte frikvartererne ude i det fri.

Ellers husker jeg ikke så meget fra den tid. For mig drejede det sig bare om at holde lav profil og få de sidste skoleår overstået.

Når jeg kigger i min karakterbog fra den tid, kan jeg konstatere, at hovedparten af karakterene bestod af 8-taller, men også en del 9-taller.

Et 8-tal gives for den middelgode præsentation, mens et 9-tal gives for den gode præstation, der ligger lidt over middel.

De middelmådige karakterer betød, at det blev sværere for mig at bevare min selvrespekt. Indtil dette tidspunkt havde jeg kunnet gøre mig gældende med mine karakterer.

Da jeg endelig fik min realeksamen var jeg på enhver måde uforløst. Jeg vidste på ingen måde, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og hvordan jeg skulle komme videre.

Tid til tilbageblik:

I dag er jeg ikke i tvivl om, at det ville have gjort en forskel, hvis jeg kunne have modtaget fjernundervisning i skolen.

Her tænker jeg på situationen under Corona-krisen.

I denne periode modtog den enkelte elev fjernundervisning i hjemmet i en periode af hensyn til smittefaren.

Havde jeg selv haft denne mulighed, så ville det givetvis have gjort en stor forskel.

Jeg havde ganske enkelt brug for tid alene til at kunne få styr på alle de nye sanseindtryk. 1-3 dage om ugen med fjernundervisning vil kunne have givet mig den tid.

Det vil sikkert også have hjulpet mig, hvis jeg kunne være kommet i praktik på flere forskellige arbejdspladser. Vi taler vel at mærke om arbejdspladser, som jeg selv havde valgt.

Den mulighed var der ikke den gang. Det virkede som om, at den eneste oplagte mulighed var at gå videre til gymnasiet.

Det blev derfor også min  far, som alene afgjorde, at jeg skulle fortsætte min vej frem på Brønderslev Gymnasium. Dette skete på trods af, at mine karakterer antydede noget andet.

Køb min bog: De uforløste følelser 2.

De første skoleminder.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

De uforløste følelser 2:

Nu er min bog nr. 2 i serien: De uforløste følelser blevet udgivet. Bogen er en udvidet udgave af den første bog. Den består af en hel masse følelser og tanker, som jeg har et behov for at få bearbejdet ved at skrive om dem. Det er et behov, som jeg har, fordi jeg ikke kender eller har kendt mennesker, som jeg kan dele disse følelser og tanker med.

Som en forsmag på bogen har jeg valgt at bringe et digt, som tager udgangspunkt i krigen i Ukraine, hvorfor der også er et lille forord.

Ukraine genvinder terræn: ‘Vi har ikke set kulminationen endnu’ (juni 2023):

Kærlighedens væsen – forord:

Den 24. februar 2022 valgte Rusland at besætte Ukraine. Jeg blev orienteret om det af nyhederne i radioen allerede om morgenen, før jeg var stået op. Det var en nyhed, som jeg vidste på enhver måde ville påvirke den dag, som ventede.

I løbet af formiddagen satte medierne mig ind i detaljerne omkring besættelsen. Mit sind blev fyldt op med et virvar af sanseindtryk og tanker, som betød, at jeg intet kunne overskue.

Modløsheden overtog, og håbet om en mere lys og mere farverig fremtid forsvandt. Ved middagstid var mit sind så fyldt op med sanseindtryk og tanker, at jeg var nødt til at tage mig en middagslur. På den måde kunne jeg få bearbejdet sanseindtrykkene og tankerne.

Det blev til en lang lur på 3 timer, men alligevel forløste det mig ikke. Håbløsheden dominerede stadig i mit hjerte.

Forløsningen kom den efterfølgende nat. Her havde jeg en drøm, som mindede mig om, hvad livet i virkeligheden drejer sig om.

Nu er jeg tilbage i virkelighedens verden og kæmper fortrøstningsfuld videre.

Drømmen har jeg nedfældet i det efterfølgende digt:

KÆRLIGHEDENS VÆSEN:

Denne nat indeholder en dejlig drøm.

Rammen er en børnehave,

hvor jeg er ansat

Jeg knæler ned foran en lille pige.

Det sortkrøllede hår favner hendes ansigt,

som en glorie der kræver et svar

Pigen ser uforstående på mig.

Hun forstår ikke de voksne.

Hvorfor skal hun være et godt eksempel,

når vi voksne ikke er i stand til det?

Jeg kan kun tale for mig selv.

Smerten overvælder mig,

og jeg kan kun sige det eneste rigtige:

At vi voksne forsøger,

men ikke altid magter det

Pigen kigger på mig og mærker min smerte

Hun stryger mig over kinden,

og siger at det er okay

Så hengiver hun sig til legen med de andre børn

Kærligheden gennemstrømmer mig

Jeg får et glimt af lykken.

Så slutter drømmen.

Noget har vækket mig,

men drømmen er der stadig

En erkendelse vokser frem i mig.

Vi taler om kærlighedens væsen.

Hvori består den?

Består den i at være i børnehøjde?

At mødes mentalt på samme tid og sted

At smelte sammen med et andet menneske,

selv om det kun er for en kort stund

Jeg ved det ikke,

men jeg ved,

at det er det, som giver livet mening

på trods af alle modsætningerne

Køb min bog: De uforløste følelser 2.

Køb min bog: De uforløste følelser 1.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

Fodboldspillet er et holdspil:

Det er først efter, at jeg er kommet på efterløn, at jeg er begyndt at påskønne holdspillet.

Her tænker jeg selvfølgelig på VM i fodbold, som udspiller sig i Qatar netop her i november og december måned 2022.

Min begyndende påskønnelse skyldes, at jeg nu selv kan vælge, om jeg vil være en del af et hold/gruppe/fællesskab.

Min efterløn betyder, at jeg ikke længere behøver at føle mig presset til at gå ind i et fællesskab for at kunne hente en indtjening ind.

Jeg har nemlig aldrig været holdspiller, og jeg bliver det heller aldrig.

Det skyldes selvfølgelig, at jeg er en HSP-person og derfor let bliver overstimuleret med hensyn til sanseindtryk.

I en gruppe vil jeg naturligt blive bombarderet med sanseindtryk fra flere gruppemedlemmer samtidig, og det har jeg meget svært ved at håndtere.

Jeg vil meget hurtigt blive overstimuleret med hensyn til sanseindtryk. I praksis betyder det, at jeg vil have et behov for at trække mig tilbage fra fællesskabet. Sagt på en anden måde vil jeg forsøge at trække mig tilbage til et sted, hvor jeg kan være alene og få hvilet ud. Efterfølgende vil jeg bearbejde sanseindtrykkene.

Fodboldspillets betydning for mit liv:

Her er det så, at fodboldspillet kommer ind.

Da jeg begyndte i folkeskolen, kom fodboldspillet ind i mit liv i forbindelse med, at der var en gymnastiktime.

Her mærkede jeg for første gang, at jeg blev påtvunget et fællesskab.

Det foregik på den måde, at idrætslæreren udpegede 2 elever fra min klasse forud for en fodboldkamp

Disse elever skulle så udpege hver sit hold.

Her slog det aldrig fejl, at jeg altid var den sidste, der blev i overskud, således der blev lige mange elever på hver sit hold.

Det siger vel nærmest sig selv, at det virkelig var noget, der pinte mig.

Pinen blev yderligere forstærket ved, at jeg altid blev placeret i yderkanten af banen.

De få gange, hvor bolden blev sparket hen til mig, kunne jeg simpelthen ikke finde ud af at spille bolden videre. Det var umuligt for mig at få det overblik, som betød, at jeg kunne spille bolden til den strategisk rigtige placerede spiller.

I praksis medførte det også, at en spiller fra det modsatte hold kom hen og tog bolden fra mig. Af samme årsag endte det hurtigt med, at mine holdkammerater holdt op med at spille bolden videre til mig.

Siden den tid har jeg taget afstand fra fodbold og holdspil i det hele taget. Fodbold minder mig ganske enkelt om, at jeg aldrig vil kunne blive en del af fællesskabet. Jeg mister simpelthen en for stor del af mig selv ved at være det.

Sådan har det været indtil nu.

Nu begynder jeg at påskønne holdspillet/fællesskabet, fordi jeg længere behøver at være en del af det. Omsider kan jeg være det menneske, som jeg nu engang er.

Fællesskabet:

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

3 digte:

I juli 2022 indsendte jeg 3 digte til Slagtryk, som er et tidsskrift for digte og kortprosa. Desværre blev digtene ikke optaget i deres blad.

Digtene er måske ikke “politiske” korrekte. Det ændrer dog ikke op på , at de er dybfølte og velmente.

Derfor vælger jeg at bringe digtene her,

RØDSTRØMPENS SANDHED:

Rødstrømpen bærer en overdel

med en pileformet halsudskæring

som fører ned til hendes kvindelighed

I hendes optik er mænd smådumme,

men hun vil gerne vise dem vej

til hendes sandhed:

”Mænd er nogle liderlige svin”

For hende er der kun en sandhed.

Den pileformede udskæring tjener sit formål.

Mændenes blikke vil automatisk følge den.

BYTTEDYRSBLIKKET:

Jeg fornemmer blikket,

når jeg bevæger mig hen ad gågaden

Byttedyrsblikket

Som særlig sensitiv er jeg sårbar.

Det fornemmer de homoseksuelle,

som måtte passere mig

Hvordan kommer de i kontakt med mig?

Hvordan kommer de videre herfra?

Hvordan får de adgang til mit numsehul?

Jeg fornemmer alle de spørgsmål,

som de stiller sig selv

Minderne fra min barndom dukker frem.

Det samme gør smerten,

som er ved at brænde min sjæl op

Min fars seksuelle behov skal dækkes.

Jeg er udset til opgaven,

men vil jeg løse den?

Byttedyrsblikket gør sig gældende.

Hvordan får han adgang til mit numsehul?

Hvor nemt vil det være at nedlægge mig?

Hvor modvillig vil jeg være?

Jeg fornemmer alle overvejelserne.

Egentlig forstår jeg godt de homoseksuelle.

De vil bare bekræftes i deres seksualitet.

Antal nedlagte byttedyr kan bekræfte den.

Jeg er bare ikke medspiller.

Mine rødder skal ikke føres videre.

EN KUNSTNERS DILEMMA:

Tonen er slået an

med journalistens spørgsmål:

Kan du forklare, hvorfor…?

Spørgeformen er indladende

eller snarere nedladende forstående

Formålet er klart.

Ofret skal krænge sin sjæl ud.

Hendes offer er en digter.

Vi befinder os i et tv-studie,

hvor optagelsen er direkte

Til stede er et indbudt publikum,

som kan understøtte journalisten

Ofret er en særlig sensitiv person.

Hans påklædning er enkel.

Det har han insisteret på.

Hans skjorte er indkøbt i Rema

og virker tarvelig og ussel

i forhold til journalistens påklædning

Hun kender spillet og ved,

hvordan hun skal vinde folkets gunst

Spørgsmålene hagler ned over digteren.

Han søger sandheden og intet andet.

Interviewet skal forløse ham,

og få ham til at føle sig mindre ensom

Journalisten har en anden dagsorden.

Selv søger hun lyset, farverne og storheden

med den løn som er forbundet med det

For hende findes der intet andet.

Hun ved, at hun ikke er alene.

Publikummet er på hendes side.

Det drejer sig om at afsløre digteren.

Hendes livsværdier er de eneste sande.

Det ønsker hun at blive bekræftet i.

Digteren er dømt til at tabe på forhånd.

Flertallet er imod ham.

Det ved han godt,

men han har forsøgt,

og det er det vigtigste for ham

Til tidsskriftet Slagtryk´s forsvar skal siges, at forudsætningen for, at bladet vil offentliggøre et digt er, at det ikke må have været bragt i et medie før.

Her må jeg indrømme, at digtet: “En kunstners dilemma” har været bragt på denne blog før. Ved indsendelsen af digtene var jeg desværre ikke tilstrækkelig opmæksom på dette faktum. Jeg beklager fejlen.

Bogen giver udtryk for nogle af de følelser og tanker, som det ellers kan være svært at få afløb for, når du er sammen med andre.

En kunstners dilemma:

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

De første skoleminder:

Mit første møde med uddannelsessystemet:

Mit første møde med uddannelsessystemet kan nemmest beskrives med nedenstående digt:

Tilbage til barndommens land:

Jeg kigger forundret på min far

med det bevidsthedsniveau

som en 6-årig dreng nu engang har.

Vi er tilbage i barndommens land.

Jeg skal begynde i første klasse.

Min kommende lærerinde er i vores hjem

for at få mig indskrevet

Min far lader hende forstå,

at jeg er for dum

til at blive indskrevet

Min bror er et år yngre end mig.

I stedet skal han indskrives

Så må jeg pænt vente et år mere.

Min far forklarer sig ikke.

Det er min dumhed for åbenlys til.

Lærerinden ser anderledes på det.

Hun lader mig gennemgå en prøve,

som beviser min duelighed

Min skolegang bliver ikke udsat

Det giver mig håb.

Jeg skal nok bevise overfor min far,

at jeg ikke er dum

Siden er årene gået,

og jeg kan se tilbage

med den erfaring

som årene har givet mig

Vemodet overvælder mig.

Min fars mening om mig forblev uændret,

mens årene bare gik

uanset mine karakterer i skolen,

mine uddannelser og mit velmenende hjerte

Min fars mening om mig forblev fastlåst

efter mødet med lærerinden

Et tilbageblik:

Nu har jeg rundet de 60 år. Jeg har fået det overblik, som jeg ikke havde dengang. Det er blevet klart for mig, hvorfor min far opfattede mig som dum.

Årsagen skulle ikke tillægges mine karakterer, men den omstændighed at jeg er født som et følelsesmenneske.

Den slags mennesker opfattede min far som værende dumme, fordi de efter hans mening ikke kunne gøre sig gældende i samfundet.

Derfor forsøgte han også livet igennem at nedbryde mig som et følelsesmenneske og hærde mig.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke altid er hensigtmæssigt at vise følelser, når du er udenfor hjemmet.

Imidlertid mente min far heller ikke, at du måtte vise følelser, når du var i hjemmet.

Selverkendelsen i dag:

Som jeg ser det i dag, er hjemmet det sted, hvor du bygger dig selv op og ruster dig til de udfordringer, der venter udenfor hjemmet.

I min optik er det derfor også vigtigt, at du får kærlighed og omsorg i hjemmet. Det er afgørende for, at du bevarer håbet og modet til at kæmpe videre på trods af al modgangen her i livet.

Min fars oplevelse af følelsesmennesker har givetvis været medvirkende til, at jeg først er blevet bevidst om, at jeg er en HSP-person som 59-årig.

Efterfølgende  har jeg indset, hvor stor en styrke, der ligger i at være i kontakt med sine følelser.

Jeg har indset, hvor vigtigt det er at være tro mod sine følelser. Det gælder især i de situationer, hvor det kan være fristende at lade sig forføre af overfladiske værdier.

I dag lever jeg et enkelt liv, hvor jeg hver dag forsøger at være i kontakt med mine følelser.

Selv om det er i en sen alder, at jeg folder mig ud som en HSP-person, så kan jeg stadig have mange gode år foran mig som en HSP-person.

Forudsætningen er at jeg bevarer mit gode helbred, og det er jeg meget bevidst om.

En god dag til alle jer derude, der kæmper for de indre værdier i hverdagen.

Køb bogen her: De uforløste følelser 1:

Bogen giver udtryk for nogle af de følelser og tanker, som det ellers kan være svært at få afløb for, når du er sammen med andre.

Hvordan gør en far sin dreng til en ”rigtig mand”?

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

Når sygdom bliver personlig:

Natten til tirsdag havde jeg en dejlig drøm.

I drømmen befandt jeg mig i køkkenet i mit eget hjem.

Jeg havde åbnet op for den køkkenlåge, som mit affaldsstativ er fastgjort til. Affaldsposen var næsten fyldt op, men øverst oppe lå der en hvid plastpose, der var foldet pænt sammen. Det var en af de indkøbsposer, som man kan købe i et supermarked til at transportere sine varer i.

På den øverste del af posen , som man umiddelbart kunne se, var posen forsynet med teksten: LIV. Det var skrevet med store postkasserøde blokbogstaver.

Posen virkede ikke, som den var blevet brugt. Jeg tog den derfor op og lagde den på mit spisebord.

Min første tanke var, at den kunne jeg sagtens finde anvendelse for.

Her sluttede drømmen så.

Analyse af drømmen:

Nu kan man jo fortolke en drøm på mange måder. Min umiddelbare tanke efter drømmen var imidlertid, at nu kunne jeg omsider få det liv som en HSP-person, som jeg rent ubevidst altid har efterstræbt. Fortiden kunne jeg så bare lade ligge ligesom med skraldet i drømmen, som var placeret under plastposen

Det skal forstås på den måde, at jeg ikke længere er afhængig af arbejdsmarkedet. Således fik jeg min efterløn i februar måned sidste år i 2021. Jeg ejer heller ikke en fast bolig, som kræver, at jeg har en fast løn. Min familie har jeg også fravalgt, fordi jeg skønner, at den er til skade for mit liv som en HSP-person.

Jeg er dog også opmærksom på, at ordet LIV var skrevet med røde bogstaver på plastposen i drømmen. Farven rød bliver jo også anvendt som en advarselsfarve i mange sammenhænge.

Det betyder, at det måske alligevel ikke bliver så let at realisere mig selv som en HSP-person i fremtiden, som jeg havde håbet på.

Jeg har da også fået konstaret en stigende blodmangel, som betyder, at jeg er meget træt lige for tiden. Det betyder, at sygdom er begyndt at at gøre sig gældende i mit liv.

Min læge mener, at det måske kan skyldes, at jeg har endetarmskræft og og derfor er jeg også blevet indkaldt akut til en kikkertundersøgelse den 31. marts 2022 på Aalborg Sygehus i morgen torsdag.

Det drejer sig om den kikkertundersøgelse, som bliver kaldt for en koloskopi. Her bliver en tynd bøjelig kikkert ført ind i min endetarm og videre gennem hele tyktarmen.

Koloskopi (juni 2017):

Video: Koloskopi (december 2021):

Heldigvis skal vi ikke længere tilbage end til januat 2020, hvor jeg fik foretaget den sidste kikkertundersøgelse. Her blev der kun fjernet godartede polypper.

Jeg håber derfor, at blodmanglen kan afhælpes med vitaminer, så sygdom ikke skal være min følgesvend resten af mit liv.

Resultatet af undersøgelsen:

Heldigvis viste undersøgelsen ingen tegn på uregelmæssigheder hverken i min endetarm eller tyktarm.

Det betyder, at jeg vil blive indkaldt til en tilsvarende undersøgelse om 3 år. Det er normal praksis for en borger i min aldersgruppe her i Aalborg Kommune.

Det betyder imidlertid også, at der ikke er blevet fundet en forklaring på min blodmangel.

Derfor skal jeg også igennem en ny kikkertundersøgelse, en såkaldt gastroskopi den 20.

april 2022.

Gastroskopi (oktober 2017):

Video: Gastoskopi (september 2019):

Her vil en tynd bøjelig kikkert blive ført ind i min mund, ned i mit spiserør til mavesækken og tolvfingertamen.

Nu væbner jeg mig med tålmodighed og håber på, at der ikke viser sig nogle tegn på kræftdannelse ved denne undersøgelse.

Den sidste undersøgelse:

Så kom jeg endelig igennem den sidste undersøgelse. Til min store lettelse var der ingen tegn på kræft i hverken mit spiserør, mavesækken eller tolvfingertarmen.

I løbet af udredningsforløbet er der gået tusindevis af tanker igennem mit hoved. Jeg har simpelthen været så bange for, at kræften ville medvirke til at forkorte mit liv og/eller gøre det mere besværligt.

Nu kan jeg endelig finde lidt ro inde i mig selv.

Det ændrer dog ikke op på den kendsgerning, at årsagen til min blodmangel ikke er blevet fundet.

Jeg er på eget initiativ begyndt at tage vitaminer, som skulle kunne modvirke blodmanglen. Det drejer sig om B12 vitaminer og jernvitaminer i ren form.

Samtidig har jeg aftalt med min læge, at jeg kan få taget mit blodtryk hver tredie måned for at få klarlagt om min blodprocent begynder at stige.

Nu ser jeg frem til sommeren og de lyse tider.

Den endelige afklaring:

I løbet af juni måned fik jeg taget en række blodprøver. De viste, at min blodmangel er blevet afhjulpet, og min blodprocent nu er blevet stabiliseret.

Jeg må derfor konkludere, at B12 vitaminerne og jernvitaminerne har gjort en forskel,. Derfor vil jeg også blive ved med at indtage dem.

Jeg kan også mærke, at mine fysiske kræfter er begyndt at vende tilbage.

Af samme årsag er jeg begyndt at anvende mit elektriske løbebånd igen her i begyndelsen af juli måned.

Som før vil jeg forsøge at anvende løbebåndet om formiddagen på alle hverdagene, men altså ikke i weekenden.

Som pensionist tror jeg, at det er vigtigt, at du holder dig i gang på alle hverdagene, og holder fri i weekenderne og i helligdagene, Så bliver det lige som den gang, at du havde et fast arbejde og kunne glæde dig til weekenderne.

Bogen giver udtryk for nogle af de følelser og tanker, som det ellers kan være svært at få afløb for, når du er sammen med andre.

Efterløn:

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

En kunstners dilemma:

Jeg har forsøgt mig som forfatter og digter og dermed også kunstner de sidste par år (2019 og fremad) for nu at forklare titlen på indlægget.

Der kan være mange årsager til, at du forsøger dig som kunstner. Måske er der dybest set lige så mange årsager, som der er kunstnere. Det skyldes måske også, at du kan være drevet frem af flere forskellige motiver, som du ikke selv er bevidst om.

For mit eget vedkommende drejer det udelukkende sig om at få givet udtryk for mine tanker og følelser på skrift og få det mangfoldiggjort. Det er nok til at forløse mig.

Jeg har haft en barndom, hvor det blev betragtet som et svaghedstegn, hvis du gav udtryk for dine tanker og følelser. Min far forsøgte direkte at nedbryde mig som et følelsesmenneske. Det gjorde han med det formål at hærde mig, så jeg med tiden kunne blive til en rigtig mand i hans billede.

Desværre var min far jo ikke den eneste, som har et fasttømret billede af, hvad en rigtig mand er. Derfor er det først nu, hvor jeg er kommet på efterløn, at jeg kan folde mig ud som et følelsesmenneske.

Omsider er jeg fri:

Nu da jeg er sikret en fast indtjening, behøver jeg ikke at skulle rette mit kunstneriske virke ind efter min indtjening.

Jeg kan omsider folde mig ud som det menneske, som jeg nu engang er.

Af samme årsag betyder det forståeligt nok mindre for mig, hvad andre måtte mene om mit ”kunstneriske virke”.

Sagt med andre ord har jeg ikke et behov for, at andre kommenterer på det, som jeg skriver eller anerkender det. For mig er det tilstrækkeligt omsider at kunne få luft for mine tanker og følelser.

Jeg er selvfølgelig bevidst om, at det kan virke forvirrende på mange udadvendte mennesker. Udadvendte mennesker har jo som udgangspunkt et stort behov for at spejle sig i andre mennesker og blive anerkendt som de mennesker, de nu engang er.

Sådan er det ikke for mig. Som en kunstner og en HSP-person henter jeg min styrke ind fra mit indre. Jeg ønsker at leve et liv i harmoni med mit hjerte og min sjæl.

I den sammenhæng betyder status og en høj indtjening mindre. Det kan virke forvirrende på de fleste mennesker, som netop føler, at de får en eksistensberettigelse i kraft af status og en høj indtjening.

En del af disse mennesker vil forståelig nok forsøge at sætte spørgsmålstegn ved én både som kunstner og en HSP-person.

Dette er nedenstående digt et udtryk for:

En kunstners dilemma:

Tonen er slået an

med journalistens spørgsmål:

Kan du forklare, hvorfor…?

Spørgeformen er indladende

eller snarere nedladende forstående

Formålet er klart.

Ofret skal krænge sin sjæl ud.

Hendes offer er en digter.

Vi befinder os i et tv-studie,

hvor optagelsen er direkte

Til stede er et indbudt publikum,

som kan understøtte journalisten

Ofret er en særlig sensitiv person.

Hans påklædning er enkel.

Det har han insisteret på.

Hans skjorte er indkøbt i Rema

og virker tarvelig og ussel

i forhold til journalistens påklædning

Hun kender spillet og ved,

hvordan hun skal vinde folkets gunst

Spørgsmålene hagler ned over digteren.

Han søger sandheden og renheden og intet andet

Interviewet skal forløse ham,

og få ham til at føle sig mindre ensom

Journalisten har en anden dagsorden.

Selv søger hun lyset, farverne og storheden

med den løn som er forbundet med det

For hende findes der intet andet.

Hun ved, at hun ikke er alene.

Publikummet er på hendes side.

For hende drejer det sig om at afsløre digteren.

Hendes livsværdier er de eneste sande.

Det ønsker hun at blive bekræftet i.

Digteren er dømt til at tabe slaget på forhånd.

Flertallet er imod ham.

Det ved han godt,

men han har forsøgt,

og det er det vigtigste for ham

Hvordan gør en far sin dreng til en ”rigtig mand”?

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

Er julen altid hjerternes fest?

Vi vil alle gerne betragte julen som hjerternes fest. Sådan er det også for mange.

I julen er der mange, som vælger at rejse hjem til deres barndomshjem, hvor de så tilbringer nogle dage af deres juleferie. Det er her, at mange føler, at familien fylder deres hjerter ud og giver deres liv den mening, som det nogle gange kan være svær at finde i hverdagen.

Sådan er det desværre ikke for os alle. Vi er mange, som ikke bare tæller HSP-personer, der føler, at vi er blevet svigtet af familien. Nole gange kan følelsen være berettiget. Andre gange er følelsen uberettiget. Vi har bare misforstået hinanden, og det kan der jo rettes op på.

I de tilfælde, hvor følelsen er berettiget, kan vi vælge ikke at have mere med familien at gøre.

På den måde får vi svigtet på en vis afstand både psykisk og fysisk, som gør det nemmere at leve med svigtet.

Problemet er så bare, at vi alle er vokset op med en følelse af, at julen er hjerternes fest. Det er i julen, vi samles. Det er i julen, at misforståelserne bliver ryddet af vejen, og vi bliver enige om, at vi skal være der for hinanden.

Derfor kan det være svært for os, som har fravalgt familien, at komme igennem julen.

Selv om vi HSP-personer er gode til at glæde os over selv små ting, så er vi som bekendt også meget modtagelige for sanseindtryk.

Det betyder, at der måske bare skal et duftindtryk til, før vi mindet om en ubehagelig familieoplevelse, som det kan være svært at slippe af med igen.

Her er et af disse minder, som jeg har valgt at give udtryk for med et digt:

En skæbnesvanger nytårsaften:

Det er blevet nytårsaften.

En næsten fuldtallig familie er samlet.

Vi befinder os i mit barndomshjem.

Min far og min mor.

Min søster og hendes samlever.

Min fars bror som bor alene

og selvfølgelig mig selv

Raketterne er affyret.

Vi er gået ind i det nye år.

Min fars bror skal køres hjem.

Det bliver min søsters opgave.

Hun beder mig tage med,

så hun har selskab på vejen hjem,

når broderen er afleveret

Jeg aner ikke uråd og tager med

Det skulle jeg ikke have gjort.

Min søster har en plan.

På vejen hjem fra broderen spørger hun:

”Skal vi ikke besøge en mand,

som jeg har lært at kende på mit arbejde?”

Det indvilliger jeg i.

Den fremmede mand bor i et hus på landet.

Han venter tydeligvis besøg

og byder os velkommen

Vi bliver ført ind i en lille stue

som er sparsommeligt møbleret

Faktisk mindes jeg kun et spisebord og to stole.

Stolene står med fronten ind imod en åben pejs,

som byder os velkommen med en knitrende ild

Jeg sætter mig på den ene af stolene,

og den fremmede mand sætter sig på den anden,

men hvor skal min søster sidde?

Det har den fremmede mand et forslag til.

Hun skal sidde på hans skød.

Til min store overraskelse indvilliger hun.

Hun er ellers ikke en person,

som indbyder til nærhed og kærtegn

Det forbyder hendes opdragelse hende.

Den fremmede mand virker fornøjet.

For ham er det tilsyneladende en uskyldig leg,

som igen ofre har

Jeg begynder at føle mig utilpas.

Hun har trods alt en samlever,

som venter hende derhjemme

Jeg lægger op til,

at der skal tages afsked og det sker

Min søster befinder sig i sit eget drømmeland

på vejen hjem til vores barndomshjem

Den fremmede mand har sået et frø i hende

Et frø som siden fører til en graviditet,

som vil splitte familien for altid

Livet skal trods alt gå videre:

Med fremsigelsen af dette digt har jeg fået lige præcis dette ubehagelige minde lidt på afstand. Livet skal jo trods alt leves videre.

Der er stadig mange ting at glæde sig over. Jeg bor som bekendt ved en gågade og kan glæde mig over den flotte juleudsmykning. Det lille juletog, som kører gennem gågaden en gang imellem med forventningsfulde passager. For slet ikke at tale om alle børnene, som med uskyldige øjne ser frem til alle de glæder, som julen har at byde på. Så er det op til os voksne at få børnene til at glæde sig over de virkelige værdier: Nærværet, samhørigheden med andre mennesker og den gode moral, som skaber håbet om en bedre verden.

Med håbet om en rigtig god jul og et godt nytår til jer alle derude.

Juleferien 2020:

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

At eje en bolig:

Jeg har altid boet i en lejet bolig, og det har jeg altid været glad for. Det er jeg også i dag som værende født i 1958.

Selv om jeg er blevet en lidt ældre ”herre”, så fejler mit helbred intet.

De årlige helbredseftersyn i begyndelsen af året viser, at det hele fungerer, som det skal.

Det kan jeg selvfølgelig ikke forvente bliver ved med at fortsætte.

Her er det så, at jeg er glad for, at jeg ikke ejer min egen bolig.

Når helbredet begynder at svigte, så kan det blive svært at vedligeholde en ejerbolig.

Dette skal også ses i lyset af, at jeg altid har boet alene. Jeg har ingen familie, som kan hjælpe mig med at vedligeholde en ejerbolig.

Som en HSP-person vil det være svært for mig at betale vildtfremmede håndværkere til at tage sig af dette arbejde.

Jeg tør næsten slet ikke tænke på det kaos, som det ville skabe i mit indre sind at skulle være omgivet af sådanne håndværkere i en periode.

Mit personlige behov for at have et frirum, hvor jeg kan bygge mig selv op som menneske, ville i den grad blive udfordret.

Sådan var det ikke for min far, som jeg vil betragte som en udadvendt person.

For ham betød det alt at eje fast ejendom. I hans øjne betød det at eje fast ejendom, at man har en vis form for position i samfundet.

Denne holdning betød, at min far fik en uværdig afslutning på sit liv.

Her kommer historien:

Min fars gård:

Min far fik i løbet af sit liv bygget en gård op med nogle tønder land, som vores familie kunne leve af, indtil han gik på pension. Han ejede desuden en mindre skov. Her kunne han hente brænde ind til det combifyr, som findes på gården.

Det var vigtigt for ham, at en af os tre børn overtog ejendommen efter hans død.

Det forudsatte dog, at gården blev vedligeholdt på et givet niveau.

Udhusene skulle gerne kalkes før et givet tidspunkt, og træværket skulle males, når det begyndte at skalle af.

Endvidere skulle der være pænt og ryddeligt i de fysiske omgivelser omkring gården og i selve udhusene.

Overtagelsen af gården:

Min søster var det mest oplagte valg til at overtage gården. Hun var den, der først havde økonomien til at kunne overtage gården, og hun havde også en interesse for det.

På et tidspunkt fik min far derfor bygget stuehuset bygget om, så det kom til at indeholde to lejligheder.

Ideen var, at han selv og hans kone skulle bo i den ene lejlighed. Min søster og hendes mand og deres tre børn skulle bo i den anden, og sådan blev det også.

Min svogers dagsorden:

Det var en drøm, som gik i opfyldelse for min far, da min søsters familie flyttede ind på gården.

Mine forældre kunne tage sig af børnene, når det kneb, og min søster og hendes mand kunne hjælpe dem med nogle fysiske opgaver, som de ikke selv havde kræfterne til.

Det skulle dog vise sig, at min svoger havde/har sin helt egen dagsorden.

Han havde/har den holdning, at alt, hvad han beskæftiger sig med, skal være forbundet med lyst.

Derfor passede/passer det ham også fint at have en kone, som kunne/kan forsørge familien.

Så kunne han selv gøre gården til en stor legeplads, hvor han kunne sætte gang i en række hobbyprojekter. Blev det ene hobbyprojekt for kedeligt, så kunne han jo altid sætte gang i et nyt. Der er der plads nok til på gården.

Hobbyprojekter kræver som bekendt materialer. Derfor blev udhusene med årene også fyldt op med materialer til hobbyprojekterne.

Samtidig blev de mere pladskrævende materialer anbragt i det fri bag ved udhusene.

Nogle af disse pladskrævende materialer var nogle meget store hvide termoplader. Efter min svogers eget udsagn havde han “fået lov til at tage” disse termoplader ved en virksomhed i Hjørring som han var tilknyttet på et tidspunkt. “Sjovt nok” blev ansættelsen kortvarig.

Min fars bristede drøm:

Min far havde meget svært ved at affinde sig med denne udvikling. Han kunne dog godt affinde sig med det i det omfang, at de nævnte materialer befandt sig i selve udhusene og udenfor synsvidde i det fri.

For ham var det vigtigste, at naboerne og besøgende udefra ikke kunne se, hvor rodet der var, når de kom ind på gårdspladsen.

Til gengæld kunne han ikke leve med, at udhusene ikke blev kalket før et givet tidspunkt og udhusenes og stuehusets træværk ikke blev vedligeholdt.

Min far forsøgte derfor at få mig til at komme hjem på gården og tage mig af de pågældende opgaver.

Til sidst blev han så desperat, at han tilbød at hjælpe mig til at få en ejerbolig under forudsætning af, at jeg ville påtage mig opgaverne.

I første omgang tilbød han at hjælpe mig til en toværelses lejlighed i Vejgård. Da det ikke hjalp, tilbød han til sidst at hjælpe mig til et hus i Sønderholm.

Det fik han ikke noget ud af.  Jeg syntes ganske enkelt ikke, at det var rimeligt, at jeg skulle kalke udhusene, mens min svoger gik inde i et af udhusene og arbejdede med et af sine hobby projekter. Det var trods alt ham og hans kone, som skulle arve gården.

Min fars slagtilfælde:

Som tidligere nævnt ejede min far en skov. På et tidspunkt talte jeg med ham i telefonen. Her bad han mig om at tage med ud i skoven og få lavet nogle nedfaldne træer om til brænde.

Det indvilligede jeg i, og jeg bad ham om at få gjort motorsaven klar til brug.

På den måde kunne vi tage direkte ud i skoven, når jeg ankom til gården, og det blev derfor aftalen

Nogle dage efter talte jeg med min mor i telefonen. Hun fortalte, at min far havde fået et slagtilfælde.

Der var sket det, at min far var gået over til min svoger og bedt ham om at slibe motorsavens blad.

Noget tid havde han igen opsøgt min svoger og spurgt ind til om min svoger havde klaret opgaven.

Min svoger havde kigget ham direkte ind i øjnene og med glade og tillidsvækkende øjne udtrykt, at det havde han skam taget sig af.

Det var derfor også en noget overrasket far, der efterfølgende kunne konstatere, at der på ingen måde var blevet rørt ved motorsaven.

Min far forstod på ingen måde min svogers adfærd. Det oversteg hans fatteevne, at et menneske kunne kigge ham direkte i øjnene og lyve på den måde.

Årsagen til slagtilfældet:

Min mor fortalte, at de næste tre dage havde min far ligget søvnløs om natten og grublet over hændelsen. Derefter var slagtilfældet blevet udløst.

Der er ingen tvivl om, at min far anså min svogers adfærd som værende personligt rettet.

Det gør jeg ikke selv. Jeg har selv oplevet, at min svoger har udvist den samme adfærd over for mig selv, bl.a. i forbindelse med en bilhandel som han skulle tage sig af for mig.

Det er simpelthen min svogers måde at undgå at blive konfronteret med noget ubehageligt på. I denne sammenhæng betyder det åbenbart ikke noget for ham, at han sårer andre menneskers følelser med sin adfærd.

Efter denne oplevelse virkede det, som min far begyndte at resignere.

Jeg tror, at han indså, at resten af hans tid kunne han se frem til dagligt at opleve, at hans livsværk langsomt begyndte at smuldre af forfald.

I hvert fald varede det ikke længe før han fik et nyt slagtilfælde, som betød, at han kom til at tilbringe resten af sin tid på et plejehjem.

I retfærdighedens navn skal det siges, at efter min fars død udviklede min svoger sclerose. Det betyder, at han i dag (2021) på ingen måde kan tage sig af vedligeholdelsen af gården.

Familiens betydning for en HSP-person.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.