Ensomheden ved at være en HSP-person, 1. afsnit:

Som introvert/særlig sensitiv/HSP-person har man et behov for at være alene en gang imellem.

Man har simpelthen et behov for at få et frirum, hvor man kan genopbygge sig selv som menneske.

Det samme behov har ”udadvendte” mennesker. Behovet er bare ikke så stort som for os ”indadvendte” mennesker.

Nogen gange kan jeg rent følelsesmæssigt blive overvældet af en ensomhed, som nærmest truer med at ”drukne” mig.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Som HSP-person har jeg et stort behov for at være alene og dermed udelukkes jeg også fra fællesskabet. Det er på den måde, at ensomheden kommer ind.

Følelsesmæssigt føler jeg mig ganske enkelt som en tilskuer til fællesskabet.

I den sammenhæng betyder det mindre, at jeg med min bevidsthed/fornuft udmærket godt ved, at jeg aldrig vil blive en naturlig del af et fællesskab.

Følelserne vil stadig overtage på tidspunkter, hvor man mindst venter det.

Jeg er nok ikke den eneste, der har følt, hvor ondt det gør, når følelserne dukker op uanmeldt.

Det værste er, når følelserne dukker op midt om natten, hvor man er uforberedt og ikke kan forsvare sig.

Nogle gange vågner jeg lige pludselig op om natten, hvor jeg bliver ”præsenteret” for de omtalte følelser.

I den situation ved jeg selvfølgelig ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg kan kun forsøge at tænke på noget positivt og håbe på at jeg kan falde i søvn igen.

Det sker med visheden om, at det vil blive en udfordring at komme igennem den efterfølgende dag.

I det næste afsnit vil jeg gøre rede for, hvordan jeg overlever som HSP-person med ensomheden i bagagen.

Fællesskabet:

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

Konklusion:

Gå tilbage til det første afsnit:

Gå tilbage til det sidste afsnit:

Så er tiden kommet til at drage en konklusion.

Hvilken indflydelse har min barndom haft på at få et godt liv som HSP-person?

Det har haft afgørende betydning, at min mor førte incesten fra sin egen barndom videre til min person.

Hun gjorde det ikke af ond vilje. Som jeg selv fik hun aldrig hjælp at få bearbejdet de seksuelle overgreb i sin barndom.

Samtidig var hun så uheldig at finde sammen med en ”følelsesmæssig afstumpet” person. Her taler jeg om min far, som udnyttede hendes sårbarhed groft.

Det betød, at hun blev fastlåst i en ”offerrolle” hele sit liv igennem.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Mit liv ville uden tvivl have set anderledes ud, hvis jeg havde fået hjælp til at få bearbejdet de seksuelle overgreb i tide.

Så ville jeg ikke først som 59-årig have fundet ud af, at jeg var en HSP-person

Jeg ville på et langt tidligere tidspunkt kunne have indrettet mit liv efter, at jeg er en HSP-person.

Når det er sagt, så har man jo ikke rigtig nogen indflydelse på sin barndom som barn.

Man er afhængig af sine forældres og omverdenens velvilje og kan kun håbe på, at de vil ens bedste.

Heldigvis er jeg kommet videre i dag.

Da jeg først blev helt bevidst om, at jeg er en HSP-person, valgte jeg at tage de skridt, som gør, at jeg i dag fuldt ud kan leve et liv som en HSP-person.

Min mors ægteskab, 4. og sidste afsnit:

Gå tilbage til det første afsnit:

Gå tilbage til det sidste afsnit:

Jeg har opfattet mig selv som et offer på samme måde som min mor i det meste af mit liv. Det skyldes selvfølgeligt den manglende hjælp til at få bearbejdet de seksuelle overgreb fra barndommen af.

Heldigvis har jeg undgået at finde sammen med et menneske, som har et behov for at undertrykke mig.

Jeg har altid vidst, at jeg har de samme egenskaber som et HSP-person. Ligesom min mor betragtede jeg dog disse egenskaber, som en følgevirkning af, at jeg var et offer.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Da begge min forældre var døde, fandt jeg ud af, at mine egenskaber som HSP-person er medfødte. Læs mere her:

Jeg fandt ud af, at der er andre, der er lige som jeg selv.

Det betyder, at jeg i dag ikke opfatter mig selv som et offer.

Imidlertid har det også betydet, at jeg skal lære at tænke og agere på en anden måde end tidligere.

Man kan vist roligt sige, at det har været en svær udfordring.

Min erkendelse har først fundet sted som 59-årig. Læs mere her:

Heldigvis er jeg ikke bundet op af familie og fast ejendom.

Nu kan jeg omsider ånde og leve som et frit menneske. Endelig kan jeg leve i fred og harmoni med det HSP-menneske, som jeg er født til at være.

Gå videre til det næste afsnit:

Min mors ægteskab, 3. afsnit:

Gå tilbage til det første afsnit:

Gå tilbage til det sidste afsnit:

Min mor fik aldrig hjælp til at få bearbejdet de seksuelle overgreb, som hun havde været udsat for i sin barndom.

Det kom til at præge mit liv som en HSP-person.

Jeg har en søster, som er to år ældre end mig og en bror som er et år yngre end mig selv.

Ingen af dem er HSP-personer som jeg selv. 

(Billedet kan ikke aktiveres)

For dem var det naturligt at tage imod min fars opdragelse, som gik ud på, at man ikke måtte vise følelser. Man måtte heller ikke tale om sine følelser.

Mine søskende overtog desværre sidenhen min fars syn på følelsesmennesker. Det betyder, at jeg i dag ikke omgås mine søskende og deres familier.

På grund af de seksuelle overgreb, som min mor havde været udsat for i sin barndom, brød hun sig ikke om sex.

Det var selvfølgelig et problem for min far, fordi han havde et seksuelt behov, som han skulle have dækket.

Her var det, at jeg kom ind i billedet som barn. Som et udpræget følelsesmenneske var jeg med hans øjne et undermenneske. Det indebar, at jeg var forpligtet til at dække hans personlige behov.

Det gjaldt også hans seksuelle behov.

Når incest føres videre i slægten:

På denne måde førte min mor sit eget adfærdsmønster fra sin barndom videre til mig.

Min mor gjorde det selvfølgelig ikke bevidst. Hun opfattede bare sig selv om et offer, hvis handlekraft var sat ud af spillet.

Derfor foretog hun sig heller ikke noget, selv om hun vidste, at jeg blev udsat for seksuelle overgreb fra min fars side af.

På et tidspunkt blev jeg nødt til at love min mor, at jeg ikke ville fortælle de offentlige myndigheder om de seksuelle overgreb.

Hun tålte simpelthen ikke at få overgrebene frem i lyset, fordi dette ville betyde, at hun ville blive konfronteret med sine egne dæmoner fra fortiden af.

Dette løfte har jeg overholdt, indtil min mor begyndte at gå ind i selv og efterfølgende døde.

Gå videre til det næste afsnit:

Min mors ægteskab, 2. afsnit:

Gå tilbage til det første afsnit:

Gå tilbage til det sidste afsnit:

For en patriarkalsk person som min far må min mor have været et oplagt valg af en ægtefælle.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Som en HSP-person var hun et udpræget følelsesmenneske.

Med min fars øjne var hun altså en person, som han var i sin gode ret til at dominere over.

Man kan undre sig over, hvordan et menneske som min mor kunne falde for sådan en person.

Et eller andet sted giver det dog alligevel mening.

Med sit valg af mand fandt hun sammen med en person, som mindede om hendes pædofile far.

Min mor vidste jo, hvordan hun skulle agere i forhold til sin egen far for at få hverdagen til at hænge sammen.

Med hendes valg af mand kunne hverdagen stadig hænge sammen.

Han kunne så at sige tilbyde hende den ramme af tryghed, som hun havde et behov for.

Med barndommen skulle hun ellers have fået det fundament, som betød, at hun kunne fungere som et selvstændigt individ.

Desværre blev denne mulighed taget fra hende.

Prisen for ægteskabet:

Prisen for ægteskabet blev, at min mor måtte opgive sit arbejde som sygeplejerske.

Forventningen var, at hun først og fremmest tog sig af hjemmet og os børn. Herudover skulle hun assistere sin mand i hans arbejde.

Det økonomiske råderum tog min far sig af. Blandede min mor sig, så fik hun den helt klare besked, at hun ikke skulle blande sig.

Det havde hun ikke forstand på efter min fars mening.

På denne måde blev min mor fastlåst i en offerrolle hele sit liv.

Min far døde adskillige år, før min mor fik fred. Her var det blevet for sent for min mor at realisere sig selv som en HSP-person.

Hun var blevet for afhængig af min far til at kunne fungere som et selvstændigt tænkende individ.

Nu har hun heldigvis fundet fred.

Gå videre til det næste afsnit:

Min mors ægteskab, 1. afsnit:

Gå tilbage til det første afsnit:

Gå tilbage til det sidste afsnit:

Min mor fik en uddannelse som sygeplejerske og arbejdede som sådan i nogle år.

På et tidspunkt fandt hun sammen med min far, som var uddannet landmand, og de blev gift.

Min far fortalte lige som min mor ikke så meget om sin fortid.

Han yndede dog at fremhæve den tid, hvor han fungerede som forvalter på forskellige større gårde/godser.

Med de penge, som min mor havde arvet efter sine forældre, blev det muligt at købe en mindre gård.

Det var på denne gård, at jeg selv og mine 2 søskende blev født.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Vi mænd må holde op med at opføre os så patriarkalsk. Læs mere her:

Min far var en meget patriarkalsk person. Han betragtede sig selv som familiens absolut øverste overhoved. Det blev forventet, at man rettede sig helt ind efter hans mindste ønsker.

Han var på ingen måde i kontakt med sig selv rent følelsesmæssigt.

For ham var det at vise følelser og give udtryk for sine følelser et tegn på svaghed. Der er nok også dem, der ville betegne ham som følelsesmæssigt afstumpet.

Han foragtede ganske enkelt mennesker, som viste deres følelser og havde et behov for at snakke om dem.

Det indebar, at han ikke havde nogen skrupler med hensyn til at udnytte den slags mennesker.

Han opfattede dem ganske enkelt som en slags undermennesker, som han var højt hævet over.

Gå videre til det næste afsnit

Min mors barndom, 2. og sidste afsnit:

Gå tilbage til det første afsnit:

Min mors far var pædofil. Årsagen til det kan man kun gisne om.

Som tidligere nævnt var hans kone mange gange indlagt. Det betød selvfølgelig, at han ikke til fulde kunne få dækket sit behov for nærhed, omsorg og sex.

Min mor var en HSP-person. Som HSP-person havde hun evnen til at lytte og leve sig ind i et andet menneskes situation. Når livet var svært, var hun der altid for èn.

Jeg går ud fra, at det er disse egenskaber, som har fået hendes far til at forgribe sig på hende seksuelt.

(Billedet kan ikke aktiveres)
Her kan du læse mere om seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark:

Faderen vidste imidlertid godt, at hans overgreb var at betragte som strafbare.

Det kom til udtryk ved, at han truede hende til at tie stille om overgrebene.

Han truede hende med, at han ville gå i mosen, hvis hun fortalte nogen om overgrebene.

En anden variant var, at han truede med at gå sin vej og aldrig vende tilbage, hvis hun ikke tav om overgrebene.

Min mor gik adskillige gange rundt på gården, fordi hun ikke kunne finde sin far. Hun var simpelthen bange for, at han havde realiseret sine trusler, fordi hun var kommet til at snakke over sig.

Nogen gange gik hun også rundt på gården om natten for at lede efter ham.

Det foregik i totalt mørke, og det kan være svært at forestille sig, hvor bange hun må have været.

Tavsheden omkring overgrebene:

Omgivelserne var ikke uvidende om hendes fars overgreb.

Når han ville forgribe sig på min mor, sagde han til sin husholderske, at han skulle have sin ”medicin”.

Heri lå, at husholdersken skulle gå ned i den bagerste ende af haven, mens han fik sit seksuelle behov opfyldt.

Omgivelserne valgte simpelthen at tie overgrebene ihjel, selv om de kunne have gjort en forskel for min mor ved at reagere.

Gå videre til det næste afsnit:

Min mors barndom, 1. afsnit:

Jeg har lagt en ny kategori ind med betegnelsen: Min mors liv.

(Billedet kan ikke aktiveres)
Læs også indlægget:
Er det arveligt at være en HSP-person?

Min mor er død nu. Hendes livsforløb er et godt eksempel på, hvordan ens barndom kan indvirke på et liv som HSP-person.

Dette er årsagen til, at jeg har lagt denne kategori ind.

Jeg ville gerne have skrevet mere om hendes livsforløb, fordi hun fortjener det. Det falder imidlertid udenfor denne blogs formål.

Min mor voksede op i et landbohjem i Midtjylland. I nutidens lys må det siges at have været et ret velstående hjem.

Min morfar havde en større gård, hvortil der var tilknyttet et vist antal landbrugsmedhjælpere og en husholderske.

Hvilken plads/position min mormor havde i denne sammenhæng står lidt hen i det uvisse.

Imidlertid har jeg forstået det sådan, at min mormor ofte var indlagt og derfor var meget fraværende i hjemmet.

Tilsyneladende døjede min mormor meget med en hudsygdom og også havde psykiske problemer.

Min mor havde det i det hele taget svært ved at snakke om sin barndom.

Når jeg talte med hende om hendes barndom, kunne der ret hurtigt opstå øjeblikke, hvor hun nærmest gik i panik.

Det betød, at hun kunne komme med udbrud som: ”Vil du ikke godt lade være.”

Samtidig blev hun nærmest som et barn igen med et forskræmt udtryk i øjnene.

Reaktionen indebar jo selvfølgelig også, at jeg ikke syntes, at jeg kunne tillade mig at gå videre med mine spørgsmål.

Det betyder selvfølgelig også, at jeg rummer mange ubesvarede spørgsmål den dag i dag.

Gå videre til det næste afsnit:

Den overfladiske jul:

Den overfladiske jul:

 Min årlige juledepression er begyndt at gøre sig gældende. Det slår aldrig fejl. Jeg tror faktisk, at den vil toppe i år og hvorfor så det?

Der findes mennesker/familier, som ikke har muligheden for at få en ekstrovert jul på grund af en anstrengt økonomi. Det slår aldrig fejl, at medierne bringer begynder at bringe indslag om disse mennesker/familier i november måned.

Med en ekstrovert jul skal forstås en jul, hvor det udelukkende drejer sig om overfladiske værdier.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her er det afgørende at give hinanden dyre julegaver og få noget ekstra godt at spise på selve juleaften og de efterfølgende dage.

Den ydre facade betyder også meget. Hjemmet skal helst være forsynet med et juletræ og andet julepynt, som gør hjemmet præsentabelt udadtil. En julekalender til alle børnene hører sig også til.

Mediedækningen lægger op til, at kan en ressourcefattig familie ikke leve op til disse krav, så har den fejlet.

Men sandheden er jo i virkeligheden en anden. I bund og grund er det jo ”medieludderne”, som har svigtet. For dem drejer sig udelukkende om at profilere sig selv på andres bekostning.

Julens formål er at føre mennesker tættere på hinanden. Det er vigtigt at samles som en familie og lade nærheden strømme igennem sig.

I virkelighedens verden lykkedes det sjældent. Forventningerne til julen er alt for høje, fordi den bliver forbundet med ydre pragt. Når pragten ikke medfører den forventede glæde, så kan det kun føre til frustrationer.

Det betyder også, at medierne kan mæske sig i de frustrationer, som opstår i hjemmene i de efterfølgende juledage, og som medierne selv har været med til at skabe.

Er det arveligt at være en HSP-person?

Er det arveligt at være en HSP-person?

(Billedet kan ikke aktiveres)

Jeg fandt først selv ud af, at jeg var en HSP-person/særlig sensitiv som 59-årig ved et tilfælde.

På det tidspunkt var min mor død 1 år forinden, og min far var død 5 år tidligere.

I dag er jeg 60 år (2018). Når jeg nu tænker tilbage i tiden, begynder jeg at indse, at min mor også var særlig sensitiv.

Det skyldes, at min mor havde et stort behov for at være alene lige som mig selv.

Samtidig følte hun sig meget alene, fordi hun manglede nogen at spejle sig i. Hun savnede ganske enkelt nogen, som følte det samme som hende selv. Sådan har jeg det også selv.

I det hele taget havde min mor alle de særtræk, som gør sig gældende for en HSP-person.

Min mors bevidsthed:

 I modsætning til mig selv fandt min mor imidlertid aldrig ud af, at hun var særlig sensitiv.

Min mor havde lige som jeg selv været udsat for seksuelle overgreb fra sin fars side af som barn.

Hun fik heller ikke hjælp til bearbejdelse af overgrebene hverken som barn eller efterfølgende.

Jeg går ud fra, at min mor lige som jeg selv har skønnet, at hendes følsomhed skyldtes, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb uden at få hjælp.

Det skyldes givetvis, at min mor blev ”fanget ind” af en person, som var pædofil som hendes far, og som hun efterfølgende blev gift med.

På den måde forblev min mor et ”offer”, som aldrig fik adgang til det personlige råderum, som betød, at hun kunne gøre status over sit liv.

Således havde hendes mand/min far en formidabel evne til at få hende til at føle sig underlegen i forhold til ham. Det samme forhold gjorde sig i øvrigt også gældende for mig selv og mine 2 søskende.

Da hendes mand døde, var hun dermed præcis det samme ”offer”, som hun havde været i sin barndom.

Det betød med den smerte, som der nu ligger i det for mig selv personligt, at min mor døde som et meget ensomt menneske. Det skal dog siges, at min søster og hendes datter var ved hendes side, da hun døde.

Min egen bevidsthed:

Personligt har jeg vel vidst siden, at jeg var et barn på 6-7 år, at min far havde pædofile tendenser.

Selv om jeg som barn forsøgte at gøre omgivelserne opmærksom på, at der var noget helt galt, så blev jeg aldrig taget alvorligt.

Af samme årsag mistede jeg efterhånden tilliden til, at jeg kunne få hjælp af omgivelserne.

På denne måde blev jeg fuldstændig underlagt min fars nåde.

Det var derfor også først ved hans død, at jeg følte, at jeg ikke længere var et ”offer” og omsider kunne ånde og få det fulde overblik over min tilværelse.

Med overblik mener jeg det overblik, som der skal til, for at man kan leve et liv som et helt menneske.

Hermed er jeg nået frem til konklusionen.

 Jeg er personligt ikke i tvivl om, at min egen sensitivitet har været arvelig.

 Det er imidlertid ikke den vigtigste konklusion.

 Den vigtigste konklusion er, at ens barndom er altafgørende for, i hvilket omfang man kan folde sig ud som en HSP-person som voksenperson.