De seneste par år er jeg begyndt at gøre status over mit liv som en HSP-person i juleferien.
Som bekendt var det først som 59-årig, at jeg fandt ud af, at jeg er en HSP-person. I dag er jeg 62 år.
Sidenhen har det været et mål for mig at udvikle mig som en HSP-person. Det er blevet meget vigtigt for mig at kunne mærke/føle mig selv.
Jeg vågner automatisk op om morgenen mellem kl. 07:00 og 07:30. Nogle gange står jeg op af sengen for at tænde for min kaffemaskine, som er gjort klar til kaffebrygning aftenen i forvejen.
Så går jeg i seng igen og venter på, at duften af nybrygget kaffe når mine næsebor.
For mig er det et udtryk for, at der venter mig en god dag, og det er tid at stå op.
Sådan var det ikke for blot få år siden.
Her var det en sand plage for mig at stå op om morgenen. Jeg måtte simpelthen tvinge mig selv til det.
Tankerne om alle de forventninger, det ventede på at blive indfriet var ved at kvæle mig. Jeg forsøgte at forberede mig på at kunne indfri forventningerne fra omgivelserne.
Gang på gang slog mine forberedelser ikke til, fordi der var uforudsete faktorer, som gjorde sig gældende.
Det betød, at jeg næsten altid var i underskud som menneske. Jeg kunne simpelthen ikke mærke mig selv mere rent følelsesmæssigt.
Med tiden følte jeg, at jeg bare blev en tom skal, som gjorde, som der blev forventet af mig. Jeg mistede kontakten med mig selv og mine følelser.
Da mine forældre døde:
I dag er begge mine forældre døde, og jeg har valgt at afbryde forbindelsen til mine søskende.
Jeg føler mig ikke længere som et offer, fordi jeg blev misbrugt seksuelt som barn af min far og aldrig fik hjælp til at få bearbejdet overgrebene.
Mit sanseapparat som en HSP-person er begyndt at fungere igen.
Jeg kan igen dufte nybrygget kaffe. Jeg elsker synet af mågerne, som vader rundt på gågaderne, som om de ejede den. Jeg beundrer deres evne til bare at være sig selv.
Dag for dag kan jeg mærke, at mit sanseapparat folder sig ud.
Hermed ikke være sagt, at alt er lutter idyl. Fortiden spøger stadig og gør sig stadig gældende.
Men håbet, som skal føre mig videre, er der.
I februar 2021 håber jeg, at jeg kan gå på efterløn.
Det betyder, at jeg endelig bliver helt fri for at skulle leve op til andres forventninger.
Jeg kan omsider folde mig ud som det menneske, som jeg er født til at være, nemlig en HSP-person.
Med ønsket om et rigtigt godt nytår og et håb om at vi alle kan ånde mere frit i det nye år.
Humor hjælper dig igennem livet.