Hvordan gør en far sin dreng til en ”rigtig mand”?

Jeg tror, at der er rigtig mange fædre rundt omkring i denne verden, som ønsker at gøre deres drengebørn til ”rigtige mænd”.

Hvad en ”rigtig mand” så er, er der nok lige så mange meninger om, som der er mennesker.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her er forskellige meninger om, hvad en rigtig mand er:

Hvad er en “rigtig” mand? (oktober 2017). 

Hvad er en “rigtig” mand? (september 2014).

Hvad er en “rigtig” mand? (oktober 2017).

Tilsvarende forholder det sig med antallet af måder at gøre et drengebarn til en ”rigtig mand” på.

Min far havde sin helt egen opskrift.

Hans udgangspunkt var, at man som mand ikke måtte vise sine følelser eller snakke om dem.

Gjorde man det alligevel, så var man efter hans mening ikke en rigtig mand. I stedet var man uduelig og /eller svag og havde ingen eksistensberettigelse.

“Du skal bare tage dig sammen”:

Min fars yndlingssætning i forhold til mig og mine søskende som ganske små har nok været: ”I skal bare tage jer sammen.” Det var en sætning, som efterhånden blev programmeret ind i mig og mine søskende, fordi den blev sagt så mange gange og i enhver sammenhæng.

Rent fysisk havde min far også sin helt egen måde at ”hærde” os børn på følelsesmæssigt.

Personligt kan jeg huske en oplevelse som barn, hvor min far gav ordre til, at jeg skulle følge med ud til en grisestald.

Her skulle en syg gris aflives med en boltpistol. Der var altså ikke bare tale om en boltpistol til bedøvelse.

Jeg fik besked på at fastholde grisen, mens min far skød grisen i hovedet med boltpistolen.

Jeg kan endnu huske, hvordan jeg rystede over hele kroppen, da skuddet lød.

Men endnu tydeligere kan jeg huske, hvordan min far skraldgrinede, da han så min reaktion.

Det lykkedes aldrig for min far at gøre mig til en mand i hans ”billede”, selv om han forsøgte at “hærde” mig på et utal af måder.

Allerede før den beskrevne oplevelse havde jeg besluttet i mit sind, at jeg aldrig ville være lige som ham.

Det ændrer imidlertid ikke op på, at jeg selv i dag som en ældre mand har svært ved at påskønne fordelene ved at være sensitiv.

Dertil har min fars ”programmering” været for stærk.

I stedet er der en tendens til, at tankerne om ulemperne ved at være sensitiv i for høj grad gør sig gældende i mit sind i forhold til fordelene i mit daglige liv.

Alligevel kæmper jeg videre.

Jeg vil hellere dø end at give afkald på min følsomhed i forhold til mig selv og min omverden.