At eje en bolig:

Jeg har altid boet i en lejet bolig, og det har jeg altid været glad for. Det er jeg også i dag som værende født i 1958.

Selv om jeg er blevet en lidt ældre ”herre”, så fejler mit helbred intet.

De årlige helbredseftersyn i begyndelsen af året viser, at det hele fungerer, som det skal.

Det kan jeg selvfølgelig ikke forvente bliver ved med at fortsætte.

Her er det så, at jeg er glad for, at jeg ikke ejer min egen bolig.

Når helbredet begynder at svigte, så kan det blive svært at vedligeholde en ejerbolig.

Dette skal også ses i lyset af, at jeg altid har boet alene. Jeg har ingen familie, som kan hjælpe mig med at vedligeholde en ejerbolig.

Som en HSP-person vil det være svært for mig at betale vildtfremmede håndværkere til at tage sig af dette arbejde.

Jeg tør næsten slet ikke tænke på det kaos, som det ville skabe i mit indre sind at skulle være omgivet af sådanne håndværkere i en periode.

Mit personlige behov for at have et frirum, hvor jeg kan bygge mig selv op som menneske, ville i den grad blive udfordret.

Sådan var det ikke for min far, som jeg vil betragte som en udadvendt person.

For ham betød det alt at eje fast ejendom. I hans øjne betød det at eje fast ejendom, at man har en vis form for position i samfundet.

Denne holdning betød, at min far fik en uværdig afslutning på sit liv.

Her kommer historien:

Min fars gård:

Min far fik i løbet af sit liv bygget en gård op med nogle tønder land, som vores familie kunne leve af, indtil han gik på pension. Han ejede desuden en mindre skov. Her kunne han hente brænde ind til det combifyr, som findes på gården.

Det var vigtigt for ham, at en af os tre børn overtog ejendommen efter hans død.

Det forudsatte dog, at gården blev vedligeholdt på et givet niveau.

Udhusene skulle gerne kalkes før et givet tidspunkt, og træværket skulle males, når det begyndte at skalle af.

Endvidere skulle der være pænt og ryddeligt i de fysiske omgivelser omkring gården og i selve udhusene.

Overtagelsen af gården:

Min søster var det mest oplagte valg til at overtage gården. Hun var den, der først havde økonomien til at kunne overtage gården, og hun havde også en interesse for det.

På et tidspunkt fik min far derfor bygget stuehuset bygget om, så det kom til at indeholde to lejligheder.

Ideen var, at han selv og hans kone skulle bo i den ene lejlighed. Min søster og hendes mand og deres tre børn skulle bo i den anden, og sådan blev det også.

Min svogers dagsorden:

Det var en drøm, som gik i opfyldelse for min far, da min søsters familie flyttede ind på gården.

Mine forældre kunne tage sig af børnene, når det kneb, og min søster og hendes mand kunne hjælpe dem med nogle fysiske opgaver, som de ikke selv havde kræfterne til.

Det skulle dog vise sig, at min svoger havde/har sin helt egen dagsorden.

Han havde/har den holdning, at alt, hvad han beskæftiger sig med, skal være forbundet med lyst.

Derfor passede/passer det ham også fint at have en kone, som kunne/kan forsørge familien.

Så kunne han selv gøre gården til en stor legeplads, hvor han kunne sætte gang i en række hobbyprojekter. Blev det ene hobbyprojekt for kedeligt, så kunne han jo altid sætte gang i et nyt. Der er der plads nok til på gården.

Hobbyprojekter kræver som bekendt materialer. Derfor blev udhusene med årene også fyldt op med materialer til hobbyprojekterne.

Samtidig blev de mere pladskrævende materialer anbragt i det fri bag ved udhusene.

Min fars bristede drøm:

Min far havde meget svært ved at affinde sig med denne udvikling. Han kunne dog godt affinde sig med det i det omfang, at de nævnte materialer befandt sig i selve udhusene og udenfor synsvidde i det fri.

For ham var det vigtigste, at naboerne og besøgende udefra ikke kunne se, hvor rodet der var, når de kom ind på gårdspladsen.

Til gengæld kunne han ikke leve med, at udhusene ikke blev kalket før et givet tidspunkt og udhusenes og stuehusets træværk ikke blev vedligeholdt.

Min far forsøgte derfor at få mig til at komme hjem på gården og tage mig af de pågældende opgaver.

Til sidst blev han så desperat, at han tilbød at hjælpe mig til at få en ejerbolig under forudsætning af, at jeg ville påtage mig opgaverne.

I første omgang tilbød han at hjælpe mig til en toværelses lejlighed i Vejgård. Da det ikke hjalp, tilbød han til sidst at hjælpe mig til et hus i Sønderholm.

Det fik han ikke noget ud af.  Jeg syntes ganske enkelt ikke, at det var rimeligt, at jeg skulle kalke udhusene, mens min svoger gik inde i et af udhusene og arbejdede med et af sine hobby projekter. Det var trods alt ham og hans kone, som skulle arve gården.

Min fars slagtilfælde:

Som tidligere nævnt ejede min far en skov. På et tidspunkt talte jeg med ham i telefonen. Her bad han mig om at tage med ud i skoven og få lavet nogle nedfaldne træer om til brænde.

Det indvilligede jeg i, og jeg bad ham om at få gjort motorsaven klar til brug.

På den måde kunne vi tage direkte ud i skoven, når jeg ankom til gården, og det blev derfor aftalen

Nogle dage efter talte jeg med min mor i telefonen. Hun fortalte, at min far havde fået et slagtilfælde.

Der var sket det, at min far var gået over til min svoger og bedt ham om at slibe motorsavens blad.

Noget tid havde han igen opsøgt min svoger og spurgt ind til om min svoger havde klaret opgaven.

Min svoger havde kigget ham direkte ind i øjnene og med glade og tillidsvækkende øjne udtrykt at han havde taget sig af det.

Det var derfor også en noget overrasket far, der efterfølgende kunne konstatere, at der på ingen måde var blevet rørt ved motorsaven.

Min far forstod på ingen måde min svogers adfærd. Det oversteg hans fatteevne, at et menneske kunne kigge ham direkte i øjnene og lyve på den måde.

Årsagen til slagtilfældet:

Min mor fortalte, at de næste tre dage havde min far ligget søvnløs om natten og grublet over hændelsen. Derefter var slagtilfældet blevet udløst.

Der er ingen tvivl om, at min far anså min svogers adfærd som værende personligt rettet.

Det gør jeg ikke selv. Jeg har selv oplevet, at min svoger har udvist den samme adfærd over for mig selv og endda over for sin egen kone.

Det er simpelthen min svogers måde at undgå at blive konfronteret med noget ubehageligt på. I denne sammenhæng betyder det åbenbart ikke noget for ham, at han sårer andre menneskers følelser med sin adfærd.

Efter denne oplevelse virkede det, som min far begyndte at resignere.

Jeg tror, at han indså, at resten af hans tid kunne han se frem til dagligt at opleve, at hans livsværk langsomt begyndte at smuldre af forfald.

I hvert fald varede det ikke længe før han fik et nyt slagtilfælde, som betød, at han kom til at tilbringe resten af sin tid på et plejehjem.

I retfærdighedens navn skal det siges, at efter min fars død udviklede min svoger sclerose. Det betyder, at han i dag (2021) på ingen måde kan tage sig af vedligeholdelsen af gården

Familiens betydning for en HSP-person.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *