2 digte:

I vinteren 2019/2020 fandt jeg ud af, at jeg kunne få afløb for en del af mine følelser ved at digte.

Artikel: Jeg er ligeglad, hvad folk gør med mine digte:

Video med digteren Yahya Hassan:

Her er 2 af de digte, som jeg skrev sidste år.

Min fars hænder:

Hun ligger der så fint, min søster

i sin egen lille barneseng

iført en lyserød ballerina-natkjole

Selv ligger jeg ved siden af

i min egen barneseng

helt forsvarsløs

Jeg fornemmer en sur lugt. 

Min far er kommet ind i værelset.

Han kommer hen imod os.

Hans hænder nærmer sig

som store gribekløer

Hænderne griber min søster.

Min far opdager jeg er vågnet:

”Hun skal bare med ind og se fjernsyn”:

Hans stemme er unaturlig sød,

men nu kan jeg sove roligt videre

fri for frygt for hans hænder

de hænder som gør det unævnelige

At være ensom blandt mange:

Jeg er stadig et offer, som kæmper imod.

Kampen er ikke min alene

Det oplever jeg dagligt,

når jeg bliver en del af bybilledet

Jeg ser den ældre med sin rollator,

som vandrer planløst rundt

i håbet om at få et venligt blik

eller måske en venlig bemærkning

Så er der den hjemløse med sine aviser,

som han forsøger at sælge

for at opnå menneskelig kontakt

Muslimske kvinder er der også.

Nogle bærer deres hijab med frygt,

bange for at blive nedgjort

for at blive udelukket af fællesskabet

De kæmper alle på hver deres måde

Bare jeg kunne være der for dem alle

Det kan jeg bare ikke.

Jeg er selv et offer,

som ikke har lært at sige fra

angsten for at drukne i håbløshedens hav

hindrer mig i at række hænderne frem

og lade dem vide, at de ikke er alene.

Mist aldrig håbet:

“Der er en revne i alting. Det er på den måde, at lyset kommer ind.” som den nu afdøde sanger Leonard Cohen så smukt udtrykte det.

Digtet som udtryksform.

Humor hjælper dig igennem livet.

Livet kan anskues fra mange forskellige synsvinkler.

Sandheden forløser på længere sigt.