Fællesskabet:

Fællesskabet:

folketingssalen

(Billedet kan ikke aktiveres)

Følger man lidt med i nutidens politiske debatter, så vil man hurtigt opdage, at der har sneget sig et nyt ord ind, som er blevet meget populært, nemlig “fællesskabet” eller “arbejdsfællesskabet”.

Gang på gang får vi danskere at vide, hvor vigtigt det er at være en del af  “fællesskabet”. Ja, man får nærmest det indtryk, at hvis man ikke er en del af det arbejdende folk, så har man ingen eksistensberettigelse.

Tilsyneladende mener politikerne, at selveste formålet med livet er at arbejde, og det er her, at man finder den evige lykke.

Til sidst bliver jeg nærmest så overbevidst om, at det måske er rigtigt, at jeg tænker ved mig selv, at jeg nok hellere må prøve at deltage i en eller anden selskabelig sammenhæng.

Jeg er nemlig jobsøgende og er som sådan ikke “velsignet” ved at have et arbejde.

Som udgangspunkt er det næsten altid en selskabelig sammenhæng, som jeg ikke er inviteret til, som jeg møder op til.  Så har jeg nemlig altid en mulighed for at slippe hurtigt væk (He He).

Når jeg så vader rundt mellem alle disse mennesker, så vil der tit være nogen, som kender hinanden og derfor har fundet sammen.

Hvad snakker mennesker om?

Og hvad snakker disse mennesker så om?

Groft sag så kan man vel dele diskussionsemnerne op i 3 kategorier:

I den første kategori taler man om fælles “bekendte”, som ikke er der og ofte på en negativ måde.

I den anden kategori fortæller den ene den anden om en nyerhvervelse, som han har anskaffet sig eller om en oplevelse som han har  haft.

Samtidig kigger fortælleren meget opmærksomt på tilhøreren. Det virker nærmest, som han forventer, at tilhøreren skal føle sig lidt mindre end ham.

I den tredie kategori taler man grupperinger, som man mener udgør en belastning for samfundet først og fremmest økonomisk men også på andre måder.

Det vil typisk dreje sig om ressourcesvage mennesker/grupperinger, såsom muslimerne og kontanthjælpsmodtagerne. Fantasien mangler sandelig ikke, når der skal udpeges syndebukke.

Således “opmuntret” af samtalerne vil det næste træk fra min side af  være, at jeg tænker ved mig selv, at det her fællesskab kan jeg da vist godt undvære.

Efterfølgende vil jeg så gå hjem til mig selv, lettet over at jeg ikke går glip af noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *